Carl Nielsen fejres i Øster Nykirke
Der er onsdag den 7. oktober orgelkoncert ved organist Inge Hermann i Øster Nykirke Kirke
I året 2015 markeres Carl Nielsens 150 års fødselsdag med koncerter over hele landet. Således også i Øster Nykirke Kirke.
Skønt Carl Nielsen flere gange i løbet af sit liv viste interesse for orglet, gav han sig først for alvor i kast med at komponere for instrumentet i sine sidste leveår. Det resulterede i samlingen ”29 små præludier for orgel eller harmonium” op. 51 samt det monumentale værk ”Commotio” op. 58.
Carl Nielsen var også en stor beundrer af J.S. Bach, og som han skrev: 'Bach er uopnåelig! Kun i et henseende har jeg overgået J.S. Bachs orgelværker, nemlig i omfanget!”
Carl Nielsen havde således fundet frem til, at J.S. Bachs længste orgelværk er præludium og fuga i e-mol, i alt 368 takter. Commotio kommer op på i alt 511 takter. I denne koncert i Øster Nykirke stilles disse to værker over for hinanden.
Koncerten med Inge Hermann bag orglet i Øster Nykirke starter klokken 19.30.