Finder trøst, støtte og grin i Kræftværket

“Lige når du får din diagnose, er du verdens ensommeste menneske. Hele korthuset falder sammen. Hvad skal du nu? Du er helt uden kontrol over situationen. Det er dér, dødsangsten stirrer dig dybt ind i øjnene.”
Selvom det får gåsehuden til at stritte på armene, sidder vi faktisk og hygger os og drikker kaffe. Susanne Byskov Holm, Mette Munkholm og Ole Vestergaard fortæller om deres kræftsygdomme, og hvad der skete inde i deres hoved, da de fik at vide, de havde kræft.
Lokalavisen har fået lov at kigge forbi til et af de månedlige møder i Kræftværket, et lokalt netværk for mennesker i og omkring Ry, som har eller har haft kræft tæt inde på livet.
Bag netværket står Susanne, der fik brystkræft for seks år siden.
“Jeg kan huske, jeg følte mig helt alene og tænkte, jeg var den eneste, der havde det sådan. Der var slet ingen åbenhed omkring kræft dengang. Jeg manglede nogen at tale med. Nogen, der havde oplevet det samme og vidste, hvad jeg gik igennem.”

Se sårbarheden i øjnene

Selvom Susanne i dag er raskmeldt, er hun fortsat tovholder på Kræftværket.
“Der er nok mere åbenhed omkring kræft i dag. Men folk bryder sig stadig ikke meget om, at se deres egen sårbarhed i øjnene. Det er svært og derfor er netværket vigtigt.”
Idag tæller Kræftværket otte medlemmer. Nogle er faldet fra, nye er kommet til.
“Det er sørgeligt ind i mellem, når vi mister en, vi holder af, men det er altså ikke sådan, at vi sidder sammen og svælger i sygdom og dårligdom i en køre. Slet ikke,” understreger Susanne.
Tværtimod, fortæller Mette, der selv var skeptisk i starten.

Netværket er befriende

“Jeg tænkte, uha nej, jeg har ikke brug for at mødes med andre kræftramte, men da en af mine venner så spurgte, hvad det i grunden gik ud på, gik det op for mig, at det vidste jeg ikke. Det måtte jeg hellere finde ud af,” fortæller hun.
“Jeg tror alle har været i den fase. I dag er jeg rigtig glad for netværket. Det er så befriende, at her ved alle, præcis hvordan du har det. De ved, hvordan det er at få kemo, at have svamp i munden, at tabe håret...”
Mette kører fingrene gennem det centimeterkorte hår og tager en dyb indånding, inden hun fortsætter:
“Det, der er så fedt ved vores netværk, er, at vi ikke behøver fortælle det hele. Jeg kan godt tale med mine veninder om mit sygdomsforløb, men jeg skal forklare en hel masse, og de kan alligevel ikke sætte sig ind i, hvordan det er.”
Netværket er til for at give deltagerne støtte og håb.
“Vi interesserer os for hinanden, lytter og trøster, men vi griner også rigtig meget sammen. Netværket holder os i hånden og følger os. Vi er der for hinanden,” forklarer Ole, der tænker på kræftforløbet som en proces.
“Jeg ser sådan på det, at man går igennem en masse porte. Hver port, er en ny erkendelse, og man bliver aldrig igen dén, som man var engang. Min kræft er uhelbredelig, men ved du hvad? Det kan jeg ikke bruge til noget som helst. Mit liv er en rejse fra dag til dag. Og undervejs finder jeg støtte og håb blandt andet i Kræftværket,” konstaterer han.