Lokalavisen Varde, set med en praktikants øjne...
Søs og Liselotte beretter om deres uge på Lokalavisen Varde
En uge på Lokalavisen er nu gået, og som alle læsere nok ved, er Kim Schou manden bag alle artiklerne her i Lokalavisen.
Men hvad I nok ikke ved er, at Kim er meget glad for slik og så kan han rigtig godt lide at drikke kaffe.
På kontoret sidder også Dorte og Bjarke og de er alle fuld af glæde. Dorte med sin Chai Latte og Bjarke med sin kæmpe spand slik. Denne spand har i disse dage formået at holde humøret højt, selvom der nogen gange kunne være lidt stress på.
Alt på kontoret foregår i en flyvende fart. Nogle gange overvejede vi, om de er Ninjaer, for man når næsten ikke at bemærke, at de er væk.
Masser af te
Drikke te og spise slik har fyldt meget.
Kim var så bange for, at vi ikke fik noget te, så jeg tror, at vi hørte “skal I ikke lave noget te” mindst 10 gange om dagen. Så det blev nok til 12 kopper te denne uge, hvilket vi blev enige om, var vores rekord.
Stor aktivitet
Der kommer mange mennesker på Lokalavisen i løbet af ugen - puha.
Men udover alle de skøre ting der sker, når man er i praktik på Lokalavisen, er det også en meget sjov og lærerig uge man får med i bagagen.
Allerede fra første skridt man tager ind på kontoret, føler man sig hjemme og man får lov til at prøve en masse ting som for eksempel at interviewe en masse mennesker og skrive nogle artikler.
Vi er i hvert fald meget glade for at have været på Lokalavisen i praktik og kan kun anbefale andre elever at prøve det, hvis de får muligheden.
Og som Kim sagde første dag: "Husk nu at nyde det, fordi I står her i dag på jeres første dag og lige pludselig er det altså bare fredag og sidste dag og så er det forbi."
Han har så meget ret og hvis der er noget den mand er, så er det klog på alt muligt - bortset lige fra det med at lave videoer, det skal man ikke spørge ham om. Det vidste vi mere om. Men han har lært os en masse om nogle skriftlige ting, som helt klart er noget, vi vil tage med videre i fremtiden. Og selvom vi aldrig før har haft interesse i at være skrivende journalister, har Kim givet os blod på tanden og gjort det til at skrive til noget sjovt. Vi har i hvert fald nydt det og ville med glæde tage en uge mere.