Så er der loppemarked i Kvaglund
Lørdag den 3. oktober kl. 10.00 til 15.00 holdes sæsonens første loppe- og kræmmermarked i Kvaglundhallen, hvor over 60 udstillere byder velkommen.
“Efter den regnfulde begyndelse på efteråret glæder vi os til at byde både udstillere og publikum indenfor i en lys og opvarmet hal, hvor vejret altid er godt,” siger halbestyrer Carsten Hille, der med de over 60 udstillere igen kan melde udsolgt af stande. “Så vi er parat til en ny sæson og håber, at publikumsinteressen igen er stor efter sidste sæsons samlede besøgstal på over 4.500. “
Antikviteter og grøntsager
Udvalget spænder som sædvanlig vidt, og de mange udstillere præsenterer både spændende antikviteter og brugte ting, hvor der kan gøres gode handler.
“Og denne gang vil en landmand også være parat udenfor med friske udgaver af årstidens grøntsager, så også den sunde livsstil kan tilgodeses,” siger Carsten Hille.
I denne sæson vil der igen være seks markedsdage.