“Vi brænder bare så meget for de her børn”
I Værestedet Seest kæmper man med økonomien og uvished om fremtiden, men arbejdslysten for børnene driver værket
Der sker noget ret bemærkelsesværdigt på en torsdag eftermiddag klokken cirka 14.15. I Værestedet Seest har leder Kate Lauridsen og eneste anden ansatte Annette Sørensen ellers lige siddet med temmelig nedslåede miner og fortalt om de store udfordringer, de dagligt står overfor i kampen for at få værestedet til at hænge sammen. Og ikke mindst overleve.
Men da den første lyd af et dørhåndtag der trykkes ned og en dør, der går op, rammer de to kvinder, bliver der øjeblikkeligt skruet op for blusset i øjnene, mens store smil breder sig, da de første børn træder ind over dørtærsklen for at tilbringe eftermiddagen i værestedet. Arbejdsdagen begynder for alvor med børnenes indtog, og endnu vigtigere, så gør arbejdslysten det også.
Nej, fandme nej
For det er absolut ikke let at få hverdagen til at hænge sammen i Værestedet Seest. Pengekassen er overordentlig slunken, så selv de mindste indkøb skal prioriteres hårdt, mens konstant slørede udmeldinger fra kommunen skaber stor usikkerhed om værestedets fremtidige eksistens.
“Det er jo ikke sundt at leve med sådan en stressfaktor hele tiden på grund af usikkerheden. Jeg er ofte delt i to, for noget i mig siger, at jeg burde finde et andet job, men så siger jeg alligevel 'nej, fandme nej'. Vi har kæmpet så hårdt for det her sted, så børnene har et sted at være,” fortæller Kate Lauridsen.
Hun var med til at starte stedet op for 22 år siden, mens Annette Sørensen har hængt ved i de seneste 12 års op- og nedture, hvor særligt den økonomiske usikkerhed har præget hverdagen. Det naturlige spørgsmål er selvfølgelig, hvordan man holder modet oppe efter så mange år, hvor den økonomiske usikkerhed har præget stort set hver eneste dag. Også når arbejdsdagen er slut.
“Jamen, det er jo de her børn,” siger Annette Sørensen og peger rundt i stuen.
“De er så forskellige og kommer hver især med deres input til livet. Det kan jeg virkelig godt lide, for det gør mig glad for at tage på arbejde. Vi involverer os jo i deres liv, så når de efter 7. klasse ikke skal være her mere, er det altså hårdt at sige farvel. Den anden dag stoppede en pige, som har været her siden 4. klasse. Der stod jeg sgu og tudede,” fortæller Annette Sørensen.
Over hele huset hænger en sødlig duft. Kate Lauridsen er ved at gøre klar til bolchekogning med børnene. Det er en stor del af hverdagen at aktivere børnene og skabe grobund for nye interesser og engagere børnene i foreningslivet.
“Jeg synes ikke, at børn bare skal overlades til sig selv og hænge derhjemme. Jo, der er udfordringer ved stedet her, men der er jo en grund til, at vi stadig er her. Vi er alt for involverede i det til atstoppe, så vi kæmper videre for børnene,” fastslår Kate Lauridsen.