Fortsæt til indhold

Dansk bildesigner styrer fremtidens Mini

Danske Anders Warming er som designchef manden, som står bag tredje generation af den genfødte Mini. Det er især bilbegejstringen, der driver ham, når nye modeller skal udvikles

Arkiv
Af Jens Overgaard

“En Mini skal have en perfekt balance mellem forhistorie og innovation.”
Meldingen er klar, når danske Anders Warming skal sætte ord på den tredje generation af den genfødte Mini, som er lanceret sidste år. Han har som chefdesigner hos det BMW-ejede brand nok en af de sværeste designopgaver i verden, nemlig endnu en gang at skulle gendefinere det verdensberømte design skabt af sir Alec Issigonis med den berømte Mini tilbage i 1959.
Men opgaven er løst med bravur, for den nye generation holder stilen; den har både historiske tråde og er moderne i sit udtryk, og så kører den, som en Mini skal - sjovt og som en gocart.
Anders Warming forklarer, hvad der kendetegner en Mini.
“Det er vigtigt, at bilen er sympatisk og inciterende. Designet skal på den ene side få dig til at smile, men det skal på den anden side heller ikke sidestiles med en glad hundehvalp.
Det har altid handlet om bilbegejstring for den 42-årige dansker, der over de sidste årtier har arbejdet sig til tops i den internationale bilindustri, hvor han for alvor slog igennem i 2002 med den elegante BMW sportscoupe, Z4, der med sin vekselvirkning mellem ind-og udadbuede karrosseriplader kaldet “flammeoverflader” oser af sex og elegance.

Startede hos BMW

Siden 2011 har Anders Warming stået i spidsen for Mini, men samarbejdet med BMW startede tilbage i 1997, hvor han senest var chef for “exterior design”, altså for modellers udvendige design, og hvor han har haft det overordnede ansvar for bl. a. de seneste 1, 3, og 5-serier.
Interessen for biler og former blev lagt, da Anders Warming som knægt sad hjemme i vindueskarmen og lærte bilmærkerne at kende ud fra lygteføringen. En nysgerrighed, som blev skærpet af et usædvanligt talent for at tegne og male samt en B&O-direktørfar, der slæbte stakkevis af bilblade med hjem, og som nu har ført ham til at være en af verdens mest spændende og nyskabende bildesignere.

Den danske topdesigner mener ikke, at svært at tegne en bil som Mini, der har masser forhistorie og med mange forventninger i bagagen. Det giver tværtimod klarhed over opgaven.

Skulle være arkitekt

Anders Warmings karriere kunne være stoppet brat. Han blev nemlig i sin tid afvist på arkitektskolen i København.
Men den unge designspire blev i stedet optaget på en skole for industrielt design i italienske Perugia. Herfra gik vejen til designskolen Art Center i Schweiz og senere til skolens hovedafdeling i Californien.
Hermed var vejen banet for en karriere i bilbranchen, hvor han også nåede en afstikker til VW. Men da BMW med den legendariske designchef Chris Bangle tilbød ham en plads, slog han til. Karrieren hos BMW førte frem til jobbet som chef for det udvendige design.
Anders Warmings filosofi er, at design befinder sig et sted mellem kunst og ingeniørarbejde.

Konceptbilen Mini Superleggerio Vision er Anders Warmings bud på en Mini-sportsvogn, og som han håber, kommer i produktion. Foto: Mini

Klassiske ikoner

Faste grundformer, de såkaldte ikoner, skal udgøre 50 procent af designet, mens alt andet er nyt. Ikonerne er det korte udhæng med hjulene placeret ude i hvert hjørne, de runde forlygter, den specielt formede kølergrill og et stort, centralt, rundt instrument i bilens kabine.
“Jeg får ofte spørgsmålet, om det ikke er svært at tegne en bil, der har al den forhistorie og alle de forventninger i bagagen. Men jeg siger nej, tværtimod. Det er fedt at have den klarhed, for jeg ved, hvad en Mini er,” siger Anders Warming.
“Som lille dreng sad jeg i Danmark og legede med bil, nu får jeg lov til at lege med biler her. Hvor fedt kan det være,” lyder det begejstret fra Anders Warming, der elsker at kunne forene sin store lidenskab med jobbet.
“Om fem minutter kan jeg tegne en bil, som aldrig har eksisteret før, og så kommer der måske nogen forbi og spørger, om vi skal have den i produktion,” smiler han.
BMW lancerede i 2001 en helt ny Mini med designelementer fra den første. Anden generation kom i 2007, og var designet af tyskeren Gerd Hildebrand. Han havde allerede sat en række streger, da Anders Warming overtog stafetten som designchef for Mini.