Fortsæt til indhold

Linette fik bronze for sine bagerevner

Da hun startede i lære, var hun ikke meget for konkurrencer. Men hun fik smag for det - og blev en af de bedste

Arkiv
Peter Friis Autzen

“Da jeg stod oppe foran alle de andre, ville jeg bare ikke se ned på dem. For jeg vidste, at jeg ville få tårer i øjnene, hvis jeg så på dem,” siger Linette Hjort og husker en måneds tid tilbage.
Den dag fik bestod hun sin svendeprøve, fik en pris for at være holdets bedste kammerat og besked om, at hun ville modtage en bronzemedalje.
“Der uddeles ikke ret mange bronzemedaljer, Sidste år blev der kun uddelt fire. Og året før kun to,” siger hendes bagermester, Klaus Nielsen.
Så Linette er dygtigere end de fleste.
LÆS OGSÅ: Nørremarkens Bageri klar til at åbne igen

Fra Læborg til Vejle

Linette Hjort er fra Læborg ved Vejen.
“Da jeg startede i gymnasiet, mødte jeg et miljø og en stræber-klasse, hvor der var rigtig meget konkurrence. Der blev set skævt en, hvis ikke man fik høje karakterer. Men jeg var ikke et konkurrencemenneske,” siger hun.
Til gengæld kunne hun godt lide at bage. Så hendes kæreste anbefalede hende at søge læreplads i et bageri. Og det gjorde hun så.
“Jeg droppede ud af gymnasiet og begyndte at ringe rundt til bagermestre. Og lige præcis den dag stor Kim og manglede en lærling,” siger Linette.
“I begyndelsen vidste jeg ikke ret meget, og de andre grinte lidt af mig, fordi jeg bare godt kunne lide at bage boller og den slags,” siger hun og griner lidt af sig selv.
Men ret hurtigt bed hun sig fat i den faglige del af arbejdet.
“Jeg fandt ud af, at jeg kunne finde ud af det. Og jeg kom til selv at gå alt for meget op i det,” siger hun.
Fagligt udviklede hun sig i et tempo, der næsten gjorde bagermester Klaus forpustet.
“I begyndelsen ville Linette ikke konkurrere. Hverken her i bageriet eller med andre bagerlærlinge. Men pludselig ville hun gerne,” siger han.

Forberedelse er alt

Svendeprøven havde en 70 års fødselsdag som tema.
“Så jeg skulle lave rundstykker, en stor lagkage, wienerbrød, flødekager og andet,” siger Linette.
Hun havde forberedt sig til fingerspidserne.
“Ja, hun sendte mig 120 spørgsmål på forhånd for at høre, om hun havde overset noget,” siger Klaus Nielsen.
“Nej, det var 160 spørgsmål,” retter Linette på ham og får hele bordet af kolleger til at grine.
Kollegerne er samlet på Linettes sidste dag hos bageriet på Løget Center 6. Det er i dag, hun får overrakt sit svendebrev og sin medalje.
Kollegerne er stolte af hende. Hun er også selv stolt af sine resultater. Og da hun får overrakt et rejselegat på 10.000 kroner, beslutter hun straks at bruge dem på en studietur.
Linette er gravid og skal føde til februar. Men dét har ikke lagt en dæmper på hendes jobjagt og den interesse, hun oplever fra andre bagermestre. Så allerede om få dage skal hun starte i et andet bageri.