Fortsæt til indhold

De gode ideer bør belønnes

Arkiv
Af Torben Kristensen

AT HAN KAN TJENE PENGE på at gennemføre det kommende Røde Port-projekt med butikker, kontorer og boliger syd for Roskilde station, var et af kritik-punkterne mod arkitekt Claus B. Hansen i forbindelse med borgermødet om det store byggeri.
Indvendingerne rejser nogle interessante spørgsmål og fortjener derfor ekstra opmærksomhed.

FOR SYV ÅR SIDEN
var det faktisk Claus B. Hansen, der kom frem med forslaget om at udnytte arealerne lige ved stationen, der i dag bare ligger hen som p-pladser eller tomme ranger-spor. Ideen om at få nye butikker, arbejdspladser og hotel-senge i hjertet af Roskilde, lige ved landets tredje mest befærdede station, var så god, at den nu er ved at blive til noget.
I mellemtiden har kommunen taget initiativet og efter flere års vanskelige forhandlinger nu overtaget de nødvendige arealer, så den kan bestemme over planen for byggeriet.

PROJEKTET ER IKKE AFGJORT
på forhånd, når der nu bliver en åben arkitekt-konkurrence, hvor en række firmaer kommer med deres bud i flere omgange, før en vinder findes. Borgerne bliver også hørt to gange, både nu før det starter, og når der er en færdig lokalplan.
Claus B. Hansen er – uden at have nogen afgørende stemme - med i dommerkomiteen, som skal udpege vinderprojektet. Hvis han ønsker det, får han derefter 'forkøbsret' på at bygge det, fordi han kom med ideen.

SÅ VIDT JEG KAN SE
, er det absolut rimeligt. I mange andre brancher er der jo også 'ophavsret' på gode forslag og initiativer. Det er simpelthen en nødvendighed, hvis et samfund skal udvikle sig, at de mennesker, der kommer med en god idé, ikke får den stjålet eller kopieret.
Systemet findes både med tekniske patenter, beskyttelse af navne, musik, bøger, film og teater – ja, selv vi 'bladsmørere' på avisen har faktisk ophavsret til vore artikler.

EN FORTJENESTE
på ærligt og ordentligt arbejde er jo drivkraften i hele vores moderne markedsøkonomi, hvor den enkelte også skal kunne se ideen i at gøre en indsats på den ene eller den anden måde.
Kritikerne, af at Claus B. Hansen kan tjene på sin gode idé, bør tænke på, hvad alternativet egentlig er.

BLIVER RØDE PORT IKKE TIL NOGET
, vil det kunne ramme Roskildes position som den førende handels-, oplevelses- og uddannelsesby i Region Sjælland. Det kan i øvrigt også ske, hvis projektet sammensættes forkert, så handelslivet i den historiske Bymidte undergraves.
Andre byer som Køge eller Holbæk står nemlig på spring og vil hellere end gerne overtage Roskildes nuværende førerstilling, hvis vi spænder ben for os selv.

HVIS EN LOKAL ARKITEKT
som Claus B. Hansen forhindres i at tjene på sit kendskab til byen, der har givet ham denne gode idé, så overgår opgaven bare til en stor udenbys koncern. Det er der jo ikke vundet noget ved, tværtimod.
Jeg vil godt minde om, hvordan denne Roskilde-arkitekt har hjulpet med udbygningen af vores idrætspark og sørgede for at få skabt Ro's Torv på grunden, hvor den gamle skinke-fabrik DAK lå. Det har bidraget afgørende til at trække flere kunder til Roskilde og sikre positionen som regionens store handels- og turist-by.

DEBATTEN BLIVER SVÆR
, fordi mange, der vil kunne få fordel af Røde Port-projektet, slet ikke er kommet til Roskilde endnu. Det gælder eksempelvis de virksomheder, der rykker ind. Men også de flere hundrede ansatte indenfor LO-området, som vil få arbejde i butikker, kontorer eller et nyt hotel i en type job, som Roskilde ikke har for mange af i dag.
Men hvis vi fortsat ønsker at udvikle en by, hvor der er plads og arbejde til alle slags mennesker, er det vigtigt at skabe et debatklima og en forståelse af, at:
DE GODE IDEER SKAL BELØNNES