Fortsæt til indhold

Små jobs giver store resultater

Arkiv
Arkiv

Aabenraa Kommune har siden maj i år været med i en forsøgsordning for udvalgte kontanthjælpsmodtagere.
Ordningen går ud på, at kontanthjælpsmodtagerne kan sendes ud i såkaldte småjob et par timer om ugen. Hidtil er lønnen, som kontanthjælpsmodtageren tjener ved jobbet, blevet modregnet 100 procent i kontanthjælpen. I dette forsøg modregnes kun 30 procent af lønnen. Og det har vist sig at være en stor succes.
“Vi er faktisk lidt overraskede over, at det er så stor en succes. Men arbejdsgiverne er begejstrede, og det er kontanthjælpsmodtagerne også. Faktisk er ti småjobbere allerede kommet videre i ordinært arbejde på den korte tid, så det er ubetinget en succes,” fortæller Ulla Dorit Hymøller fra Jobcenterets SmåjobService. I øjeblikket har yderligere 36 kontanthjælpsmodtagere småjobs under ordningen. Aabenraa Kommune er en ud af 14 kommuner, der lige nu er med i forsøget med småjobs til kontanthjælpsmodtagere, og de involverede medarbejdere på jobcenteret håber, at forsøget for lov at blive permanent.
“Men vi ved jo godt, at det bliver en politisk beslutning. Vi kan bare se, at godt nok har vi med dette projekt måske ikke fundet de vise sten, men det er godt nok tæt på. Kontanthjælpsmodtagerne bliver mere motiverede, hvis de kan se, at der er en gevinst for dem, og arbejdsgiverne får løst opgaverne med medarbejdere, der også gider”, supplerer afdelingsleder på Jobcenteret, Nikolaj Stage Jensen.
I Sønderjylland deltager også Sønderborg og Tønder kommuner i forsøget, som løber frem til udgangen af 2016.