Gårdejer mishandler grise
Foto: Lars Hasselby
Grisene går i deres eget pis og lort fra de ankommer til de bliver slagtet og solgt til godtroende kunder fra gårdbutikkens hjemmeside. I den tid vi har boet her (siden 1. maj 2015), er der mig bekendt kun blevet muget ud to gange. Og det var os, der gjorde det, skrev Lars Hasselby på sin Facebookvæg i forrige weekend.
På nogle af billederne fra gården, som han har lagt ud, kan man se grise gå rundt i flere centimeter højt vand blandet med deres egen lort. På andre kan man se en syg gris gå rundt med navlebrok på størrelse med en ballon.
Roskilde Avis har talt med Lars Hasselby og Line Tofte Olsen, der har lejet hver deres bolig på gården, som griseavler Jørgen Holst ejer, og som ligger på Store Valbyvej.
Begge er chokerede over, hvad de gennem månederne har været vidner til.
Trænger til hjælp
De to lejere er enige om, at de ikke er ude på at skade gårdeejeren, og at de begge går ind for økologi, men de har svært ved at være vidner til, hvad de mener, er dyremishandling.
At lægge billeder og tekst på Facebook var Lars Hasselbys råb om hjælp.
- Vi forsøgte at hjælpe ham med at muge ud, da det så ud som om, at tingene var vokset ham over hovedet. Men det hjalp ingenting. Han lod alligevel stå til, siger Lars Hasselby.
- Han trænger helt sikkert til hjælp. Det ser ikke ud, som om han kan klare det her alene. Men han vil ikke, og så burde han gå andre veje, siger Line Tofte Olsen.
Amoniak i luften
Line Tofte Olsen og Lars Hasselby fortæller, at rutinen var, at grisene kom ind i rene stalde med ny strøelse, når de flyttede ind. Derefter blev der først muget ud igen, når de var kørt til slagtning længe efter.
- I udestalden stod lort og vand flere centimeter højt, og når det regnede løb det ind i selve stalden, siger Lars Hasselby.
- De ligger og hoster og hiver efter vejret, fordi der er så meget amoniak i luften i staldene. Man bliver magtesløs, når man er vidne til sådan noget, siger Line Tofte Olsen.
- Hun studerer fødevarer og dyrevelfærd og ved, at grise elsker at rode rundt i jorden med deres tryner for at finde rødder og biller. Men ikke i deres eget lort.
- Noget af det værste er, at det jo er folk, der går ind for dyrevelfærd, der køber kødet.
Syge dyr
Begge beretter om en gris, der har gået rundt med et brækket ben i flere dage uden at få hjælp og om grise med navlebrok, der var så stor som en ballon.
- Der gik hul på den enes brok, så det løb ud på gulvet, siger Line med væmmelse.
- Det er virkeligt svært at se på og frustrerende, at vi ikke kan tale med gårdejeren om det.
Både Lars Hasselby og Line Tofte Olsen har fået forbud mod at komme hos grisene .
Syge grise er væk
Efter Lars Hasselbys opslag på Facebook blev to døde grise kort efter kørt væk til destruktion.
I sidste uge var Dyrenes Beskyttelse forbi. Efterfølgende fik han endelig muget ud i udearealet og indenfor fik de en smule frisk halm, slutter Lars Hasselby.
Læs svineavler Jørgen Holst svar på side 12.
ag@roskildeavis.dk