Fortsæt til indhold

Frygter for børns liv i tung trafik

Lufthavn spænder ben for omfartsvej ved Tjæreby siden 2013

Arkiv
Anette Gundlach

Beboerne i Tjæreby venter siden 2013 på en lovet vej, der går udenom byen. Beboerne frygter, at et af byens børn kommer til skade i et grimt uheld på den smalle vej gennem landsbyen, hvis ikke omfartsvejen bliver bygget. Omkring 200 lastbiler kører igennem Tjæreby hver dag. Mange af dem hører til de største og tungeste af slagsen. De er lastet med grus, da NCC Roads netop er begyndt at indvende grus fra grusgraven i nærheden. Det værdifulde materiale bliver fragtet gennem landsbyen ud til den trafikerede Køgevej, hvor lastbilerne ofte har problemer med at komme ud og derfor danner kø igennem Tjæreby.

Lufthavn spænder ben

Hans Peter Nielsen fra Tjærebys Landsbylaug fortæller, at lauget allerede tilbage i 2010 gik i gang med at arbejde for at få omfartsvejen. I 2013 fik de lovning på en til 6 millioner kroner af formand for Plan- og Teknikudvalget Torben Jørgensen. Politikeren havde dog ikke forventet, at det skulle tage så længe at indfrie løftet. Problemet er, at vejen skal føres hen over lufthavnens jord, og lufthavnen spænder ben for projektet. - Det har været op ad bakke både at finde en løsning med lufthavnen og også med vejdirektoratet, forklarer politikeren og fortsætter: - Jeg kan godt forstå, hvis beboerne synes, det tager for lang tid. Han er dog stadig fortrøstningsfuld. - Jeg er sikker på, at vi finder en løsning, som beboerne bliver glade for, men det varer længere end forventet. - I oktober holder vi et møde med indbyggerne, så de kan høre, hvor langt vi er nået, og hvad vi er i gang med.

200 meter lukket land

I alt drejer det sig om omkring 200 meters vej, der skal bygges på lufthavnens jord for at lette beboernes kvaler. - Jeg synes, det er egoistisk, at lufthavnen ikke spiller med. I stedet skal vi frygte for vores børns liv og begraves i støv fra gruset, siger Hans Peter Nielsen. Han mener, at kommunen bør prøve at finde andre løsninger til vejen eller tvinge lufthavnen til at sige ja til den nemmeste og billigste løsning over deres grund. - Den eneste der ikke vil være med til at hjælpe os er lufthavnen. - Vi har endda været i kontakt med NCC Roads, og de gør alt for ikke at genere os. De venter for eksempel med at køre grus til børnene er i skole. Men de er jo nødt til at køre igennem Tjæreby, siger Hans Peter Nielsen.