- Vi samarbejder om ny vej
- Vi nøler ikke, siger en overrasket flyvepladschef i Roskilde Lufthavn Lars Lip, da Roskilde Avis ringer ham op for at høre, hvorfor han spænder ben for en vej udenom Tjæreby, der skal føres over lufthavnens jord. Lufthavnschefen blev i den seneste udgave af Roskilde Avis beskyldt for at være tung at forhandle med af Plan- og Teknikudvalgsformand Torben Jørgensen. - Vi er i løbende dialog med kommunen om vejen, men der er selvfølgelig visse krav, vi vil have opfyldt, hvis den skal ind på vores jord, siger Lars Lip og fortsætter: - Jeg tror, at problemet er, at Torben Jørgensen har lovet vejen hurtigere end den kan bygges. Politikeren lovede i 2013 beboerne en vej udenom Tjæreby fordi, der skal graves grus i nærheden. Vejen er stadig ikke påbegyndt, og kommunen og lufthavnen ligger stadig i forhandlinger.
Rent og sikkert
Hvis vi skal have en vej på vores område, kræver det, at der er sikre forhold for vores passagerer, når de går frem og tilbage, da vi ikke har busdrift hos os, siger Lars Lip. Han vil desuden sikres, at lufthavnen ikke svines til af grus. - Vi vil ikke være sidevej til en grusvej. Vi vil have rene og pæne forhold hos os, så passagererne fornemmer, at de er i en lufthavn. I øjeblikket venter han siden midten af august på svar fra kommunen for at kunne gå videre med sagen.
200 lastbiler blandt børn
Grusgravningen betyder, at op imod 200 af de største og tungeste lastbiler kører gennem byens smalle gader. Beboerne frygter for, at bysbørnene kommer til skade i uheld blandt de tunge lastbiler og at byen bliver begravet i støv. Derfor har Tjæreby Landsbylaug siden 2010 arbejdet for at få en vej uden om byen. Den billigste løsning er, at 200 meter af vejen føres hen over lufthavnens jord. ag@roskildeavis.dk