Hele verden skal lære af Sønderborg
Stort klimakonference på Alsion skal
I næste uge er Sønderborg vært for den første af en række nye grænseoverskridende klimakonferencer.
Årets konference bliver en optakt til det globale Cop 21-møde i Paris. Målet er at vise, hvordan kommuner og byer aktivt kan bidrage med løsninger på klimaudfordringen.
Og der er meget på spil. Stigende temperaturer vil nemlig ændre verden, som vi kender.
"Jeg er ikke i tvivl om, at klimaforandringer kan give nye flygtningestrømme. Vi får måske et klima som Mallorca, men andre dele af verden bliver ubeboelige. Cop 21 er sidste udkald," siger Peter Rathje, direktør for ProjectZero.
Sønderborg-erklæring
Konferencen skal resultere i en Sønderborg-erklæring, som bliver en opfodring til handling med konkrete løsningsforslag. Forslag som i høj grad tager udgangspunkt i, hvad Sønderborg har præsteret.
Hvor der tidligere primært var fokus på regeringernes rolle, mener mange i dag, at løsningen til klimaudfordringer ligger i byerne.
"Jo mere involveret jeg bliver i ProjectZero, jo mere indser jeg, hvor stor en rolle byerne spiller," siger Aase Nyegaard.
Sønderborg har et mål om at blive CO2-neutral i 2029, og 30 procent af målet er indfriet på nuværende tidspunkt, hvilket er hurtigere end forventet.
Sønderborg-erklæringen bliver altså en slags opfordring til andre om at følge eksemplerne fra Sønderborg og Flensborg.
Sønderborg er i dag en rollemodel inden for klima, og byen er repræsenteret i førende klima-samarbejder som f.eks. C40 og EnergyCities.
På skift
Konferencen skal fremover holdes hvert år på skift i Sønderborg og Flensborg.
De danske konferencer vil primært have fokus på energieffektivitet, mens man syd for grænsen vil fokusere på, hvor energien skal komme fra.
Viceborgmester Aase Nyegaard glæder sig over samarbejdet:
"Det er endnu et eksempel på samarbejde over grænsen. Det beviser bare, at vi kan få ting til at ske her i regionen."
I konferencen deltager forskere, politikere, studerende, erhvervsfolk og borgere.