Fortsæt til indhold

Vejarbejde på Skovvangen er forsinket

Arbejdet med nye lyskryds er forsinket af uventede udfordringer

Arkiv
Natalie Stratigos

Arbejdet med at etablere nye lyskryds på Skovvangen er forsinket. Arbejdet, der skulle have været færdigt i slutningen af oktober, forventes nu først at være udført i midten eller slutningen af november. Det fortæller projektleder Lene Pilt fra Kolding Kommune.


“Der har været nogle udfordringer med fremmede ledninger, der har ligget for højt og først skulle graves længere ned, før vi kunne komme i gang med arbejdet. Derfor er vi først lige kommet i gang nu,” fortæller hun om vejarbejdet, der ellers skulle have været i gang i uge 33.


Forsinkelsen betyder, at vejarbejdet endnu ikke berører bilisterne, men det kan ikke afvises, at der på et tidspunkt laves en midlertidig lysregulering, så der kun kan køres i ét spor ad gangen, lyder det fra Lene Pilt.


“Der er endnu ikke spærret af på kørebanerne. Det er kun i siden mod sygehuset, at cyklister og fodgængere ledes ud, så de går på kørebanen, når de går forbi vejprojektet. Vi prøver at lave arbejdet, så vi generer trafikken mindst muligt. Vi vælger for eksempel at lave kørebanerne bredere først, og så bruger vi det nye anlæg til at lede trafikken over i de nye svingbaner og køre ligeud, og så kan vi arbejde i midten af vejen,” siger Lene Pilt.


Baggrunden for vejarbejdet er, at der med etableringen af det nye akutsygehus bliver udsigt til mange flere biler i området. Kommunens egne prognoser forudser, at trafikmængden til og fra sygehuset vokser fra 7600 biler i døgnet til 26.000 biler i døgnet, og den udfordring skal de nye lyskryds være med til at løse.


Planen er fortsat, at der skal etableres to lyskryds. Et på Skovvangen/Lærkevej og et på Skovvangen/ambulancevejen. Der skal være en højresvingsbane ind mod sygehuset, når man kommer sydfra. Kommer man nordfra, skal der være en højresvingsbane ind på Lærkevej.