Melodi Grand Prix bliver to ugers fest
Horsens værtsby for Melodi Grand Prix og børnenes MGP i 2016
Horsens Kommune vil stå på den anden ende for at skabe en fest, når Melodi Grand Prix og børnenes MGP i februar 2016 finder sted i Forum Horsens.
“Jeg garanterer DR, at vi vil skabe en fest op til, under, og efter. Hele kommunen kommer til at summe af musik,” sagde borgmester Peter Sørensen, da valget af Horsens som værtsby blev officielt afsløret tirsdag klokken 15 på gågaden i Horsens.
Forum Horsens var vært for Melodi Grand Prix i 2005, 2007 og 2008, og DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme ser frem til at komme tilbage.
“Det er et fantastisk sted at afholde Melodi Grand Prix med perfekte rammer for publikum,” sagde underholdningschefen og kom med lidt af et løfte til publikum på strøget.
“Vi har ekstra meget fokus på musikken i år. Vi skal op på et højere niveau og vinde igen i 2016, så når vi vinder det internationale Grand Prix i 2016, kan I sige, vi så vinderen i Horsens.”
Horsens & Friends
Ligesom ved de tidligere Melodi Grand Prix i Horsens er det Frank Panduro, direktør i Horsens & Friends, der har været med til at trække i trådene for at få festen til Horsens.
“Vi er blevet spurgt rigtig mange gange, om vi ikke ville afholde Melodi Grand Prix igen - nu synes vi, tiden er inde igen. I forhold til sidst er der kommet en spændende tilføjelse med børnenes MGP, som faktisk er lige så stort som de voksnes,” siger Frank Panduro.
Danmarks Radio sender det store kavaleri til Horsens i to uger, og både DR og Horsens Kommune lægger vægt på at involvere og aktivere byens og kommunens borgere.
“Det er vi eksperter i at gøre i Horsens. Det skal være sjovt, spændende og en fest for alle,” siger borgmester Peter Sørensen.
Horsens & Friends er et kommunalt selskab, der er sat i verden for at skabe oplevelser for kommunens borgere samt sætte Horsens Kommune på landkortet.
“De helt store arrangementer som Melodi Grand Prix brander Horsens Kommune udenfor kommunen og trækker nye borgere til. Det bliver 14 dage i den nationale presses søgelys,” siger borgmesteren med et smil på læben.
Melodi Grand Prix 2016 i Forum Horsens finder sted lørdag den 13. februar 2016. Lørdagen efter, den 20. februar, fortsætter festen med børnenes MGP.
Billetsalget til Melodi Grand Prix starter den 2. november, mens der bliver åbnet for billetter til MGP den 9. november.