En natur-oplevelse i Middelfart
Vælg mellem forskellige ruter, når der er Kløversti-vandredag
Her i området er der altid mulighed for en god naturoplevelse. Og alle kan være med, når Dansk Vandrelaug, Friluftsrådet og Nordea-fonden inviterer til Kløversti-vandredag den 10. oktober.
Dagen sætter fokus på det landsdækkende sti-koncept, der skal få danskerne til at genopdage deres egen by eller lege turister i resten af landet. Målet med kløverstierne er kort og godt, at få folk ud i den friske luft og give adgang til oplevelser.
En Kløversti består af fire ruter, der alle alle udgår fra en centralt placeret Kløversti-pæl. Hver af de fire ruter har en bestemt længde og farve.
32 kommuner har en Kløversti, heriblandt Middelfart, hvor stien har sit knudepunkt på Kulturøen.
Kløverstien i Middelfart kommer vidt omkring. Her er fiskerlejer, gammelt sindssygehospital og herregårde.
Grøn rute
Den grønne rute i Middefart er 2,5 kilometer lang, og tager dig gennm byens historiske hjerte.
Blå rute
Den blå rute i Middelfart er på 5 kilometer, og går gennem det tidligere sindssygehospital, fiskerlejet Teglgård og Adlerhus, der var porten til herregården Hindsgavl.
Rød rute
Den røde rute i Middelfart er oplagt til en løbetur. Den er 7,5 kilometer lang, og du kommer gennem Middelfarts nyere historie med industri og forstadsbebyggelse.
Sort rute
Den sorte rute i Middefart er en god cykeltur på 15 kilometer. Ruten går langs vandet fra Middelfart til Strib, og den passerer historiske bygninger, broen og det gamle voldsted Søborg.