Tillykke Sønderjylland
"Tillykke til Sønderjylland med de statslige arbejdspladser," lyder det fra Aabenraas borgmester Thomas Andresen (V).
Thomas Andresen glæder sig over, at regeringen nu efter mange års politiske diskussioner har gjort ord til handling og tager initiativ til at flytte et stort antal statslige arbejdsplader ud i landet.
Borgmesteren glæder sig også over, at godt 400 af de knap 4.000 arbejdsplader flytter til Sønderjylland.
"Jeg vil gerne ønske hele Sønderjylland tillykke med de nye statslige arbejdspladser. Et særligt tillykke til Sønderborg og Tønder Kommuner, som skal huse de nye arbejdspladser. De nye arbejdspladser i både den østlige og vestlige del af Sønderjylland vil komme os alle til gavn og styrke erhvervsudviklingen og bosætningen i hele området," udtaler borgmester Thomas Andresen i en netop udsendt pressemeddelelse.
Sønderborg Kommune får knap 400 arbejdspladser med udflytningen af Natur- og Erhvervsstyrelsen, og i Tønder får Natur- og Erhvervsstyrelsen tilført 20 arbejdspladser, mens det ikke ser ud til, at Aabenraa for del i de statslige arbejdspladser, som nu er på vej ud i landet.