Fortsæt til indhold

Nyt laboratorium på Kolding Sygehus klar til indvielse

Regionsrådsmedlem Søren Rasmussen glæder sig til indvielsen

Arkiv
Arkiv

Udvidelsen af Kolding Sygehus er nu så fremskreden, at man kan åbne endnu en del af det. Den 8. oktober er der officiel indvielse af sygehusets topmoderne laboratorium. Arrangementet finder sted på Kolding Sygehus, Skovvangen 2-8 ved indgangen til det nye laboratorium og starter klokken 14.


Det lokale regionsrådsmedlem Søren Rasmussen (DF) glæder sig til indvielsen.


“Akutsygehuset bliver centrum for 300.000 borgeres pludseligt opståede skader og sygdomme. Det er her, at borgerne bliver bragt hen, når ambulancerne eller lægehelikopterne rykker ud, og tingene skal gå stærkt. Vi får et fantastisk sygehus, når det står færdigt i 2017. Men allerede nu er det nye mor-barn center taget i brug, og nu kan vi altså også indvie det topmoderne laboratorium,” siger Søren Rasmussen i en pressemeddelelse og fortsætter:


“Laboratoriet er jo et sted, som rigtig mange borgere er i kontakt med. På laboratoriet får man taget blodprøver og EKG-optagelser altså registreret hjerterytmen. Afdelingen udfører analyser af blod, urin og andre legemsvæsker, delt på indlagte og ambulante patienter, dels på patienter henvist fra de praktiserende læger. Så der passerer hver dag hundreder af mennesker igennem, og det er en vigtig del af sygehuset og dets kontakt med borgerne. Jeg glæder mig meget til at erstatte det gamle, trange og tit overfyldte lokale med noget moderne og tidssvarende, som vi virkelig kan være bekendt”.


Det nye sygehus koster samlet knap en milliard kroner og omfatter 33.561 nye kvadratmeter.