Tag familien og naboen med til indsamling
Røde Kors samler ind søndag den 4. oktober
KØGE: Lige nu er flere end ti millioner mennesker på flugt fra krigen i Syrien – og i Nepal kæmper befolkningen med at genopbygge huse og veje efter det store jordskælv.
Vær med til at hjælpe verdens katastroferamte. Brug tre timer af din søndag den 4. oktober som indsamler for Røde Kors.
Hvis noget ryster Køge, er det næppe jordskorpen. Men jordskælv og naturkatastrofer kan pludselig fjerne livsgrundlag og hjem for tusindvis af mennesker. Det skete i Nepal tidligere på året, og Røde Kors hjælper stadig med at genopbygge og forebygge nye katastrofer.
Det arbejde kan du hjælpe med. Brug tre timer af din søndag på at samle ind til Røde Kors. Så er du med til at hjælpe nødstedte familier, når katastrofen rammer.
På tre timer kan din indsamling sørge for mad til 28 børn i en måned. Du kan sørge for myggenet, som beskytter mod malaria, til 20 familier. Eller midlertidigt husly til to familier, der har mistet deres hjem.
Pernille Kent Molsen og Carsten Gert Madsen fra Flygtninge venner i Borup har sammen med flygtninge fra Syrien og Eritrea meldt sig som indsamlere, men der skal bruges flere, for at indsamlingen kan nå ud til alle husstande.
Hvad samles der ind til?
- Vi samler ind til mennesker, som lige nu mærker følgerne af krig og katastrofer – som eksempelvis de mange, der er på flugt fra vold og ødelæggelse i Syrien. Vi samler ind, så vi kan hjælpe her og nu. Og så vi kan sikre hjælpen, når næste katastrofe rammer, siger Hans Erik Jensen der er formand for Røde Kors, Køge afdeling.
Røde Kors er altid til stede. I nærområderne, i konfliktzonerne og i de fjerneste og mest ufremkommelige egne af verden.
- Hvert år giver vi katastrofehjælp til 85 millioner mennesker verden over. Hvert år sender Røde Kors ca. 200 danske specialister ud i verden for at gøre en forskel i verdens brændpunkter, forklarer Hans Erik Jensen.
I Danmark er pengene med til at gøre en forskel for nogle af samfundets mest sårbare mennesker, når de frivillige hver eneste dag rækker hånden ud til flygtninge, udsatte børnefamilier og ensomme ældre rundt omkring i landet.
Meld dig som indsamler hele døgnet på telefon 7010 0000 eller på www.rødekors.dk indsamler.
pm