Fortsæt til indhold

Nyt liv for enden af Haderslev Dam

Hans Harvest fra Aarøsund Badehotel overtager også forpagtningen af Restaurant Damende

Arkiv
Peter Rasmussen

Inden Hans Harvest tilbage i 2013 overtog driften af Aarøsund Badehotel var det meningen at han skulle finde et stilfærdigt 'otte til fire' job. Manden er far til to og hustruen pendler dagligt til og fra Høje Tåstrup. Men når mulighederne er der skal man slå til, og Hans Harvest har aldrig fortrudt sit valg.
Nu stod han der så igen. Restaurant Damende var lukket og uden forpagter. De to historiske traktørsteder har samme ejer, og da telefonen ringede var Hans ikke længe om at slå til:
“Jeg skulle jo lige vende den med min kone, men det var kun en formssag. Jeg får jo ikke længere dage end jeg allerede har, og faktisk går det jo meget godt.”

Skal gøres i stand

Restaurant Damende, der ligger smukt ude i den skønne natur med kig til både vand og dyrehave, skal gøres i stand før den genåbner:
“Det er ikke de store ting og der skal ikke ændres på stil og bygninger,” fortæller Hans Harvest, der forventer at kunne åbne til marts næste år.

Glæder sig

“Det er et fantastisk sted, og det bliver en dejlig opgave at komme i gang med,” siger Hans Harvest. Travlheden på Aarøsund Badehotel giver god anledning til at tro på gode tider for stedet i skoven. Både som restaurant, som 'kaffe og kage sted' og ikke mindst til selskaber:
“Der er naturligvis mange beslutninger som ikke er truffet endnu. F.eks omkring menukort, måden at arbejde på - og meget mere. Lige nu er jeg i gang med at kontakte de, der havde bestilt selskaber for at finde en løsning med dem,” fortæller Hans Harvest.
Nu venter en tid med istandsættelse af bygningerne. Ikke de store ting, og der skal naturligvis ikke ændres ved stil og atmosfære. Men som det er fuldstændig kendetegnende for alle de bygninger, som ejes af Stenbjerg Ejendomme, så foretages arbejdet efter gamle håndværgstraditioner og i respekt for historien.