Fortsæt til indhold

Vigtigt at sætte ambitiøse mål

Dansk Ingeniør Service har nået målet om 200 medarbejdere inden 2016

Arkiv
Grethe Bo Madsen

Direktørerne Søren Bunk og Michael Gadeberg i ingeniørvirksomheden DIS (Dansk Ingeniør Service) har netop indfriet et ambitiøst mål.
Da virksomheden for knap to år siden rundede medarbejder nummer 100, lovede de to direktører hinanden, at medarbejder nummer 200 skulle være ansat inden 2016.
Det ambitiøse mål blev indfriet i august og dagen blev markeret på et fredagsmøde for samtlige medarbejdere på hovedkontoret i Stilling med helt særlige lagkager.

200 iværksætterpakker

Lagekagerne symboliserede 200 iværksætterpakker - en for hver medarbejder i DIS - som virksomheden nu giver Folkekirkens Nødhjælp, så organisationen kan formidle dem videre til 200 mennesker i udviklingslande til opstart af egen virksomhed der.
“Vi håber, at 200 mennesker med den her hjælp kan få det, de har brug for, til at kunne starte en virksomhed op. Det kan være en symaskine, et mikrolån eller uddannelse i økonomi eller noget andet,” forklarer Michael Gadeberg.
“Vi er stolte af den positive udvikling, vi har været igennem. Da vi for mindre end to år siden rundede medarbejder nummer 100, satte vi et ambitiøst mål om at fordoble antallet af medarbejdere inden 2016. Det er lykkedes nu og det endda tidligere end forventet. Derfor markerer vi det som noget helt særligt,” understreger Michael Gadeberg.
“Jeg tror, det er kendetegnende for os at sætte så ambitiøse mål, fordi vi har et stort ønske om at udvikle os og undgå at gå i stå. Som virksomhed er det vigtigt at flytte sig. Hvis man ikke sætter sig et mål, så gør man sig ikke umage nok,” uddyber Søren Bunk.
“Det er vigtigt, at vi hele tiden har fokus på at udvikle os, justere og tilpasse os til omverdenen. Og så vil vi selvfølgelig også gerne skabe en bedre arbejdsplads med spændende og sjove arbejdsopgaver,” understreger han.

Udvider med 1.500 kvm

Det er især på hovedkontoret i Stilling, at der er ansat mange nye medarbejdere. Her er man nu oppe på 148 medarbejdere.
De mange nye medarbejdere kræver ekstra plads, og derfor går DIS nu i gang med at indrette kontorer i den hal, der siden de i 2012 flyttede til Stilling fra Aarhus, har stået tom.
“Vi udvider vores kontorareal med yderligere 1.500 kvadratmeter, det er lige knap en fordobling af, hvad vi har nu,” oplyser Michael Gadeberg.