Fortsæt til indhold

Frøslevlejren skal udvikles

Arkiv
Arkiv

En ny udviklingsplan skal sikre fremtiden for Frøslevlejren. Visionen er at udvikle Frøslevlejren til en rummelig læringsdestination og attraktion for gæster i grænselandet. Planen skal bidrage til en samlet udvikling af lejren med afsæt i lejrens historie, udfordringer og potentialer. Udviklingsplanen er blevet til i samarbejde mellem Den Selvejende institution Frøslevlejren, Nationalmuseet og Aabenraa Kommune med Dansk Bygningsarv som tovholder på projektet. Også en række af lejrens brugere har været inddraget i arbejdet. Udviklingsplanen er blevet til med tilskud fra Det Sønderjyske Koordinationsudvalg, som består af Haderslev, Sønderborg, Tønder og Aabenraa Kommune.


Frøslevlejren er Aabenraa Kommunes største turistattraktion og med udviklingen af lejren vil der være en række afledte effekter til glæde for turismen i hele kommunen og Sønderjylland.
“I bestyrelsen er vi os meget bevidste om, at Frøslevlejren med sin placering i Aabenraa Kommune rummer et stort udviklingspotentiale i forhold til at formidle et vigtigt stykke Danmarkshistorie til danske og udenlandske gæster. Men vi erkender også, at der venter os et stort arbejde,” siger borgmester Thomas Andresen, der er formand for bestyrelsen for D.s.i. Frøslevlejren.
Helt overordnet står man over for en række udfordringer i forhold til udlejning af ledige barakker og energirenovering, hvis der skal bevares en fornuftig drift af lejre. Derfor etableres der en udviklingsorganisation, der får til ansvar at udvikle de fysiske forhold i lejren, så den bliver en god ramme for nuværende og kommende lejere.
“Nationalmuseet har været meget glad for at deltage i udarbejdelsen af udviklingsplanen, og vores tilstedeværelse i Frøslevlejren er et kraftigt signal om, at vi vil medvirke til fortsat at udvikle lejren,” siger Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen.
Frøslevlejren er ikke bare en markant institution i lokalområdet men også en naturoplevelse med sin placering i Frøslev Polde.
“I lokalområdet er der stor bevågenhed om Frøslevlejrens fremtid, og jeg er utrolig glad for den opbakning man har bidraget med lokalt for at skabe et rekreativt mødested for lokale,” siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Aabenraa Kommune Tim Wulff.
Udviklingsprojektet har 2020 og 75-året for Danmarks befrielse som pejlemærke.