"Vi får tilbudt stoffer hver gang"
Barsk udmelding fra "ung-til-ung-formidlerne" ved lørdagens Forældreunivers
“Vi får det tilbudt nærmest hver gang vi går i byen, så jo, der er stoffer i omløbet."
Det var budskabet fra de tre Ung til Ung-formidlere, Nina, Nicole og Peder, der i forbindelse med Forældreuniverset havde sat fokus på stoffer og alkohol.
Eksperter i ungdom
Ung til Ung-formidlerne er eksperter i at være unge. Og der var derfor rigtig gode fif at hente for teenageforældrene denne dag.
“Hvis forældre vil have en god dialog med deres børn, så skal de stoppe med at kontrollere og forbyde. Så mister børnene tilliden og lysten til at betro sig, “ fortæller Nina, som derimod opfordrer til at gå i dialog.
“Ja, der er farer derude, blandt andet i form af stoffer, men hvis du tager snakken og guider dit barn i stedet for at forbyde, så er det forberedt og meget bedre rustet til at sige fra. Muligheden for at den unge åbner op og måske tager snakken med dig, efter at have fået tilbudt stoffer på en bytur, er også større.”
Undersøgelser viser, at antallet af unge, der har prøvet at tage stoffer som fx amfetamin, kokain og ecstasy, er faldet. Der er til gengæld en tendens til, at udbredelsen af hash blandt unge stiger.
“Fortæl dit barn, hvad du mener - og helst før dit barn bliver tilbudt hash og andre stoffer. Jeres mening betyder meget for de unge, også selv om de ikke altid siger det,” lyder det fra Ung til Ung-formidlerne, som er på trapperne med endnu mere synlighed på de sociale medier.