Forældre vil stadig gerne den personlige kontakt
Lokalavisen mødte Signe Knappe på Gravene ved lørdagens Forældreunivers
En perlerække af informationer om børn og unges udvikling, samt inspiration til det gode samliv i familien, ventede de forældre, som lørdag formiddag kiggede forbi Gravene. Her havde Haderslev Kommune igen i år inviteret til Forældreuniverset, der er etableret i 2013, og som har det formål at stille viden om børn og unge til rådighed.
En bred vifte af fagfolk, som blandt andet ansatte fra folkeskolen, dagplejen og daginstitutioner, biblioteket, Musikskolen, Ung til Ung korpset og Sundhedsbussen, stod klar med informationer og aktiviteter, samt ikke mindst smil på læberne og kaffe på kanden.
En af de forældre, som lagde vejen forbi standene, var formand for Udvalget for Børn og Familier i Haderslev Kommune - og mor - Signe Knappe (V). Hun glædede sig over, at de respektive medarbejderne fra kommunen fik mulighed for at vise, hvad de står for. Og at borgerne i en tid, hvor informationer ofte hentes på nettet, stadig gerne vil den personlige kontakt.
“Det er dejligt at kommunens dygtige medarbejdere på en dag som denne får lov til at fortælle om det, de går og laver i hverdagen. De er jo ikke “bare” fagfolk, men de færdes derude, hvor livet leves sammen med vores børn,” fortæller Signe Knappe, som er glad for Forældreuniversets koncept.
“Det brede udvalg af fagpersonale gør netop, at man på en dag som denne kan klare mange spørgmål på engang. Man kan sætte ansigt på folk og få en uforpligtende snak, eller man kan spørge ind til noget helt konkret,” tilføjer formanden, som ser frem til det forestående evalueringsmøde med alle aktører.
“Umiddelbart virker det, som om dagens andre aktiviteter, som Lyserød Lørdag og Musikskolens optræden, har givet en god synergi.”