Åben korprøve i Christianskirken
Lørdag den 3. oktober kl. 16.30 er der åben korprøve i Christianskirken.
I ganske mange sogne i Haderslev stift bliver der i øjeblikket etableret 'fyraftenskor', ad hoc kor eller projektkor, som er kortere forløb på to-fem korprøver forud for en koncert eller særlig musikgudstjeneste, hvor alle sanginteresserede voksne kan snuse til og have glæde af korsang.
Haderslev stiftskreds vil gerne bakke op om denne udvikling og har derfor indbudt til et korstævne for voksne sangere.
Hans Christian Hein, rektor for kirkemusikskolen i Løgumkloster instruerer, inspirerer og dirigerer.
125 sangglade medlemmer af frivillige voksenkor er tilmeldt, og dagen afsluttes med en åben korprøve, hvor alle er velkomne. Det er kl. 16.30 i Christianskirken i Sønderborg.