I Flindts Fodspor

Indrøm det bare. Jo, jo kom nu. Du er vild med kærlighedsfilm. Vel er du så. Jeg er. Ok ikke alle kærlighedsfilm er lige interessante, men generelt er det en dejlig genre, for det er da så rart, at alle kvalerne undervejs bliver til stor lykke til sidst. Selvfølgelig er det fint, at der er en happy ending, når man nu har brugt halvanden time i selskab med hovedpersonernes op og nedture.
Ja, jeg kan godt lide en god kærlighedsfilm, og det er vel helt ok, selvom man er mand, men det hører med til historien, at jeg egentligt elsker alle typer film. Sådan generelt set. Film har hver deres præmis, og jeg kan godt læne mig tilbage og med fryd se Charles Bronson tage hævn i 'En mand ser rødt', men hvis præmissen blev brudt, og han – efter at tage hævn på guderne må vide hvor mange banditter – så til sidst i filmen brød ud i sang og stepdans, jamen så ville jeg nok blive skuffet.

En (lyse)rød tråd

En film skal holde sig til den røde tråd, den selv lægger ud for publikum. Kærlighedsfilm skal handle om kærlighed. Krigsfilm skal omhandle krigen. Og selvfølgelig kan de godt mikses lidt, for krig og kærlighed hænger på deres egne måder godt sammen. Også krigen mellem generationerne. Når Patrick Swayze siger de berømte ord i Dirty Dancing 'nobody puts Baby in a corner', er det også et slag i hovedet på den gamle forstokkede generation, der ikke har forstået, at unge piger da skal sprede vingerne og flyve (op i armene på Patrick).
Det er fordelen med film. Man kan skrive en drejebog og med fortællertekniske finurligheder få puslespillet til at gå op i en højere enhed.

Det komplekse liv

Selve livet er lidt mere kompliceret. Livet vælger sin egen drejebog, og det er derfor, du læser i denne avis. Om lyserød lørdag og brystkræft.
På et tidspunkt i filmen 'Notting Hill' siger Julia Robert til Hugh Grant noget i retning af og løseligt oversat: 'Hvad er der med den fascination af bryster? Hver anden person i verden har dem, de ser underlige ud, de er til mælk. Din mor har dem, du har set tusindvis af dem. What"s all the fuss about'?
Hun har jo ret, den gode Julia. Hvorfor dog al det 'fuss' omkring bryster. De er jo bare bryster. Men som man kan læse rundt i denne lyserøde avis, er bryster ikke bare - og kun - mælkejunger til babyer. Når cirka 4000 kvinder (og få mænd) hvert år får konstateret brystkræft, er ikke alt her i livet en kærlighedsfilm.

Gør modstand

Vi skal slå fra os og ikke acceptere sygdommen, og selvom man jo ikke skal slå, så virker det nu engang imellem.
Indrøm det bare. Du bryder ud i en stille jubel, hver gang du ser køkkenmontøren Niller daske til ham italienerflødebollen Sonny i 'Den eneste ene', og dermed får sin Sus og Mgala og den lille nye, som endnu ikke er født.
Der er desværre ingen garanti for en happy ending, når man rammes af brystkræft, men med fælles hjælp kan vi slå fra os og måske skrive en god drejebog.