Hvor er Roskildes puls?
Kender du det her billede fra en Westernfilm? Sheriffen står alene på gaden … Ikke en sjæl at se … Kun lyden af visne grene, der langsomt triller ned ad gaden... Jeg provokerer måske en smule, men dette billede har flere gange ramt mig en lidt sen aften, når jeg er gået ned igennem midtbyen i Roskilde. Roskilde, som jeg elsker og synes oser af muligheder. Min gamle fødeby, som jeg stadig er forbundet til og bruger, både arbejdsmæssigt og privat. Jeg er en ung og moderne kvinde, der godt kan lide, at der sker noget, godt kan lide at møde andre mennesker, når jeg slipper tasterne på arbejdet. Men jeg kan godt savne noget liv i Roskilde. Dem, der kender mig, vil sige: ”Jamen, du bor her jo ikke engang.” Og nej, det er korrekt. Det har måske noget at gøre med det der Westernbillede... Men i hjertet er jeg stadig roskildenser og bruger som sagt Roskilde rigtig meget. For der er frit valg på hylde 1, fra man som ‘rigtig’ roskildenser starter sit liv på vores lokale sygehus og siden vokser til og møder jævnaldrende i en af de lokale vuggestuer eller dagplejer. Siden kommer der børnehave, skole og masser af uddannelsesmuligheder, for vi har det hele her i Roskilde: Gymnasier, handelsskole, teknisk skole, erhvervsakademi, university college og endda et universitet. Der er også masser af lokale job- og erhvervsmuligheder. Frivilligt forenings- og netværksliv for enhver smag. Skov, vand og vikingekultur. Domkirke. Ry som en af landets bedste handelsbyer. Oven i hatten er Roskilde netop blevet kåret som Danmarks turistby nr. 1.
Vi lukker
Men hvorfor står jeg så alligevel ofte med billedet fra Westernfilmen? Fordi jeg ikke bare én gang har oplevet følgende: Tøserne og jeg sidder på en café eller restaurant i Roskilde og hygger en fredag aften. Klokken nærmer sig 22, og tjeneren kommer hen og siger: “Vi lukker om 15-20 minutter.” Fredag aften! Midt i Roskilde? Der bliver lukket kl. 22! Så er der altså bare lidt mere spændende i ‘byen’ (= København). Ude på gaden dukker billedet af sheriffen op igen. De eneste, vi møder, er meget unge mennesker på vej fra den ene bar til den næste. Men hvor skal vi, der bare ønsker en cocktail og en stille og rolig aften, gå hen? Man behøver ikke at være ung for at savne mere liv i gadebilledet efter kl. 22. Jeg har talt med mange mennesker – også mennesker, der for længst har passeret den grønne ungdom – der savner steder at mødes. Jeg tror, vi er mange, der ‘flygter’ til København, når vi skal have en aften i byen. Men det er synd for Roskilde, der har (næsten) alt! Nogen ville svare, at kommunen, bylivet og butiksmiljøet ikke leverer mulighederne. En anden vinkel kunne være at spørge roskildenserne om, hvad de egentlig ønsker for deres by? Nok så mange kan lave nok så mange tilbud – men uden opbakning vil alt falde til jorden.
Kan godt
Nu skal det ikke lyde, som om der slet ingenting sker i Roskilde. Det er sol, og det er sommer, og himlen den er blå. Hvis man en torsdag sommereftermiddag slentrer ned mod havnen på vej hjem fra arbejde, oplever man et mylder af biler og mennesker. Et fantastisk liv og leben, hvor biler og bilentusiaster i alle afskygninger mødes. (Faktisk et arrangement, der har sat Roskilde på landkortet). Hvis du ikke er til biler, kan det være, du kommer forbi Byparken en tirsdag aften, hvor der er blevet spillet op til koncert. Med andre ord byder Roskilde på masser af arrangementer som disse, der er startet op enten i frivillighedens eller i kommunens ånd. Arrangementer, der får byen til at live op. Og man kan mærke roskildensernes opbakning. Men der mangler stadig puls og energi! Roskildensere har mulighederne. Men hvis vi alle bare sidder derhjemme foran skærmen, kan der blive taget nok så mange initiativer. De vil bare falde til jorden. Jeg synes, vi skal spørge os selv, hvad vi egentlig ønsker, Roskilde skal være for en by. Personligt synes jeg, den fortsat skal være en familieby. En arbejdsby. En uddannelsesby. En kulturby. Men den skal også være en leveby med puls og energi! Så min opfordring skal være, at vi roskildensere skal tage godt imod og aktivt støtte og deltage i de initiativer, som lokale ildsjæle og kommunale kræfter stabler på benene for at få os op af sofaen og møde hinanden også efter klokken 22! I Roskilde! rødt citat “Man behøver ikke at være ung for at savne mere liv i gadebilledet efter kl. 22. Jeg har talt med mange mennesker – også mennesker, der for længst har passeret den grønne ungdom – der savner steder at mødes. Jeg tror, vi er mange, der ‘flygter’ til København, når vi skal have en aften i byen. Men det er synd for Roskilde, der har (næsten) alt!”