Udsolgt koncert gav penge til julemærkehjem
De lokale lionsklubber havde stor succes med støttearrangement
VUCs Lighthouse dannede en flot ramme om en lige så flot aften. Samtlige billetter var solgt på forhånd og publikum fik en oplevelse, som ikke forsvinder fra det indre øje lige med det samme. En bragende flot kombination af Kristian Lilholts musik, billedkunstneren Carsten Franks malerier og en forrygende vokal fremført af Ida Virenfeldt.
"Det var sådan en aften, man bare ønskede ville vare for evigt," fortæller Leif Erbs Rasmussen fra Lions, der var arrangør af koncerten. Faktisk var den et samarbejde imellem kommunens fire Lions klubber, og formålet var at støtte julemærkehjemmet Fjordmark.
Og det blev da også et imponerende beløb, som blev samlet sammen. På vegne af Lions klubberne i Gram, Vojens og Haderslev - Samt Sophies Kilde - Kunne Knud Kristensen, i koncertens pause, overrække en check på 45.000 kroner til en glad Jesper Lildholdt fra Fjordmark. En gave, som oven i købet voksede da Leif Erbs Rasmussen fra Lions i Vojens, lagde en check på 10.000 kroner oveni, som var samlet ind til samme formål.
Det rigtige formål
"Har man bare én gang besøgt ”Julemærkehjemmet”, mødt børnene, set deres begejstring for stedet og glæden og stoltheden over personlige fremskridt, så ved man, at man støtter det helt rigtigt formål," siger Leif Erbs Rasmussen og fortsætter:
"Tænk at man på bare tre måneder kan flytte et barn - fra i nogle tilfælde ”nærmest at krybe langs væggen” når de ankommer, til at rejse hjem med store personlige sejre, ranke rygge, nyt syn på mobning, pli, ernæring og motion - og oveni få en masse nye kammerater samt et meget større selvværd! Mange af børnene vil gerne have forlænget deres ophold på ”Julemærkehjemmet” - eller evt. få et senere ophold, men det er desværre ikke muligt på grund Af meget lange ventelister. Så donationer er vigtige og er samtidig et skulderklap til personalets store arbejde, der på denne måde indirekte honoreres," siger han.