Fortsæt til indhold

Køberne flokkes om de første Køge Kyst-lejligheder

Lejlighederne i Strandengen bliver revet væk, fortæller ejendomsmægler Birthe Kaad, home Køge, der venter at kunne melde udsolgt på Strandengen inden for få måneder.

Arkiv
Martin Rasmussen

BOLIG: Muligheden for at vågne til udsigten over Køge Bugt er et perspektiv, der appellerer bredt blandt boligkøberne.
I løbet af få måneder har køberne i hvert fald strømmet til lejlighederne i byggeriet Strandengen lige syd for Køge Havn, og som ser ud til at blive totalt udsolgt, inden der er lagt så meget som fundamentet til de 44 ejerlejligheder, som projektet består af.
Salget af lejlighederne begyndte midt i juni, og aktuelt er 30 af dem solgt, og home Køge, som står for salget, er tæt på at kunne indgå salgsaftaler om yderligere ni.
- Salget går simpelt hen forrygende. Det er virkelig godt for denne del af Køge Kyst-projektet og for byen, at der er så stor interesse for det første byggefelt, siger ejendomsmægler Birthe Kaad med henvisning til, at Strandengen er det første projekt i boligdelen af Køge Kyst-projektet.
Hun forventer at kunne melde alt udsolgt inden for få måneder.
Lejlighederne i Strandengen appellerer til et meget bredt køberfelt.
Der er naturligvis en del købere fra Køge blandt køberne, men lejlighederne bliver også solgt til købere fra eksempelvis Solrød, Greve, Næstved og Haslev, og der er både yngre og ældre købere iblandt.
Prismæssigt ligger lejlighederne fra 1,7 millioner kroner til 5,35 millioner kroner, og det er meget bevidst, at der er stor spredning på priserne.
- Det skal være bredt, så det ikke kun er forundt nogle at kunne bo her, siger Birthe Kaad.
Lejlighederne bliver mellem 82 og 129 kvadratmeter, og selv fra stueplan bliver der udsigt over vandet, idet byggeriets stueplan vil blive løftet et par meter over det nuværende landskab. Det illustreres ved Homes salgspavillon af et plateau, som viser, hvordan udsigten bliver fra stueplan.
Selve byggeriet opføres med niveauforskel. Det bliver tre-seks etager højt med tagterrasser nogle steder og parkeringskælder under byggeriet. Der er planlagt indflytning den 1. april 2017.
Der er i øvrigt åbent hus hver søndag eftermiddag klokken 13-14 og efter aftale, så der er fine muligheder for at høre nærmere om lejlighederne, som er tegnet af Tegnestuen Vandkunsten og udviklet af Arkitektgruppen.

Strandengen omfatter i alt 44 lejligheder og ligger helt ud til Køge Bugt.