Baronen færdig med Folketinget
Christian Wedell-Neergaard, baronen fra Svenstrup Gods ved Borup, har besluttet sig til at stoppe som konservativ folketingskandidat i Roskilde- og Køge-kredsen. - Jeg vil nu koncentrere mit politiske arbejde om Regionsrådet, hvor jeg er partiets gruppeformand samt Sygehusudvalget. Derudover vil jeg bruge mere tid på mit arbejde og min familie, og det glæder jeg mig til, siger han. Christian Wedell-Neergaard nåede at være medlem af Folketinget fra 2004-2007 og var finansordfører, miljøordfører, kommunalordfører samt formand for Folketingets Miljøudvalg. Her var han med til at forhandle finansloven for 2005 og 2006 samt gennemføre kommunalreformen. - Jeg har været kandidat i 25 år ved 8 folketingsvalg. Min første tale fra Folketingets talerstol holdt jeg som suppleant i 1992, hvor konservative var det ledende regeringsparti med Poul Schlüter som statsminister, beretter Christian Wedell-Neergaard og takker samtidig alle i de lokale område, der har støttet ham gennem årene. (Foto: Erling J.)