Sjov og nyttig
Ford Kuga var en fornøjelse at køre i på vejene i og omkring Roskilde
Ford Kuga er en såkaldt SUV-model (Sport & Utility Vehicle), hvilket kan oversættes til et sjovt, sportsligt og nyttigt køretøj. Den levede også op til betegnelsen på en køretur i Roskilde og omegn.
Med pæn indstigningshøjde finder man sig hurtigt til rette bag rattet og oplever både overblik samt en fonemmelse af at have styr på det hele. Instrumenterne sidder rigtigt, så de er lette at se, samtidig med at man holder øje med vejen.
Som i mange andre biler viser speedomeret lidt mere, end man rent faktisk kører. Men det har så den fordel, at man ikke så let løber ind i en fartbøde.
Den rummelige kabine giver fin plads til fire fuldvoksne mennesker, hvilket ellers af og til kan være et problem på bagsædet. I bagagerummet er der ligeledes god plads, og derfor er bilen velegnet til både korte ture og længere ferie-rejser med oppakning.
Bagsæderne kan selvfølelig slås ned, så der bliver rigtig god mulighed for at transportere det ene eller det andet. På den måde lever den også op til betegnelsen et nyttigt køretøj.
Stærk på vejen
Turen gik fra Trekanten ved Holbækvej og Ringstedvej ud ad Ledreborg Allé på en af de første rigtige efteråsdage i år, hvor landskabet og farverne tog sig rigtigt godt ud. Ikke mindst i den sidste del af allén op mod slottet.
Derfra kørte jeg ad de små og snoede veje over Lejre og Kisserup til Hvalsø, og det klarede bilen rigtigt flot. Hele tiden var det let at finde et gear, så den trak rigtigt godt gennem sving og på lige vej.
Dieselmotoren er både stærk og smidig, så den har moment og kan trække helt nede fra 1800 omdrejninger og opefter. Det mærkede jeg også ude på motorvejen, hvor det 6. gear har fin acceleration allerede ved 90 kilometer i timen, og da den ved et uheld lige sneg sig op på 140, gik motoren fortsat kun med 2.500 omdrejninger i minuttet.
Dermed kan man køre på alle de danske motorveje uden at skulle skifte gear hele tiden og samtidig få en meget økonomisk kørsel, hvor den gennemsnitligt kommer over 20 kilometer på en liter diesel.
Fakta
Tre gode ting ved denne bil
Styr på bilen med overblik både i byen, på landevej og motorvej.
Stærk og smidig motor, der kørslen til en fornøjelse - g økonomisk i brændstofforbrug.
Rummelig kabine og bagagerum med plads til fire personer og deres bagage, både på korte og lange ture.
Bilens data
Ford Kuga 2,0 Titanium.
Motor: 2,0 diesel med 150 hk.
Topfart: 190 kilometer i timen
Brændstoføkonomi: 21,3 kilometer på literen.
Årlig afgift: 3.680 kroner.
Pris denne model: 385.000
Indstigningspris: 299.900
Bilen var stillet til rådighed af Ford-forhandler, Bjarne Nielsen Biler, Ringstedvej 2 i Roskilde.