Lidt for nysgerrig mand
Sent onsdag eftermiddag kontaktede en bekymret mor politiet for at fortælle om en oplevelse, som hendes 9-årige datter havde haft på vej hjem fra SFO ved 16-tiden.
Pigen var blevet kontaktet af en mand på Hedegårdsvej, som havde spurgt hende, om hun vidste, hvor fodboldbanerne lå. Da han havde fået svar, fortsatte han med knap så uskyldige spørgsmål, der drejede sig om pigens alder, skole og klasse. Manden gjorde dog ingen tilnærmelser til pigen, der kørte uantastet fra stedet.
Den meget nysgerrige mand er beskrevet som dansk af udseende, 40-45 år, 175-180 cm høj, brunt hår og almindelig af kropsbygning. Han bar smalle briller og var klædt i en brun jakke, som kunne lukkes med snore.
Politiet vil gerne have oplysninger om manden, så det kan blive opklaret, hvad meningen med spørgsmålene var. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
ja-