Fortsæt til indhold

Kagecaféen åbner i Vestergade

En ny café med de lækreste kager åbner snart i Varde

Arkiv
Kim Schou

For få uger siden var der briller i butikken, men den 30. oktober vil butikken dufte af nybagte boller og kager.
I caféen bliver der nemlig mulighed for at købe flødekager, andre skærekager, mulighed for at købe et stykke kage og en kop kaffe samt bestilling af kager såsom figurkager og bryllupskager til fester.
"Ja, vi har mange planer," fortæller den 31-årige Regina Reenberg, som sammen med sin syv-årige datter den 1. marts flyttede i hus i Varde sammen med kæresten.
"Det er også meningen, at man skal kunne købe sandwich, rugbrødspålæg samt gluten- og sukkerfrie produkter," tilføjer hun.

Åbner til Halloween

I øjeblikket bruger hun sammen med kæresten og håndværkere fritiden på at få gjort lejemålet klar til åbningen.
"Jeg arbejder lige nu som souschef i Fakta i Kvaglund, men har altid har interesse i mad og har også været smørrebrødsjomfru," fortæller Regina Reenberg.
Når caféen åbner op den 30. oktober, er det samtidig med Halloween.
"Det vil man denne dag også kunne se på mine kager, men ellers så bliver det spændende at starte op. Vi er ved at installere køkken, så jeg selv kan bage alle brød op fra bunden," fortæller hun.
Hvis der nu er nogen der sidder og funderer over efternavnet Reenberg, så er den god nok.
"Jo, Jørgen Reenberg er min morfars fætter," fortæller Regina Reenberg.

Her hvor Louis Nielsen indtil fornylig havde butik, åbner Kagecaféen den 30. oktober