Fortsæt til indhold

“Jeg troede, jeg havde styr på mit shit”

Lars Hjortshøj er den store tvivler i sit nye show, der snart kommer til Vejle

Arkiv
Simon Carlson

Den spansk-fødte amerikanske filosof George Santayana har beskrevet fanatisme som “at øge dine bestræbelser, når du har glemt dit mål.” Med den sætning in mente, når du læser de forestående linjer, har komiker Lars Hjortshøj måske fat i noget i sit nye show “Omvendt”, som han kommer til Torvehallerne med den 3. oktober. For Lars Hjortshøj agter at udfordre de unuancerede og vanetænkende verdensbillede, som han mener præger befolkningen. Det har han tænkt sig at gøre med...tvivl. For han tvivler selv, og på selv de mindste ting. Om det er ok at gå med klip-klapper i alder af 48 år. Han tvivler også på lidt større ting. Sit ægteskab. Det vender vi tilbage til.

Ser livet omvendt

Netop tvivlen er blevet en af Lars Hjortshøjs mest betroede følgesvende, for den tvinger ham konstant til at tage stilling til, om der mon ikke er andre måder at gribe tingene an på, end den måde det altid er blevet gjort, og netop tvivlen er med til at spolere det konforme billede af manden på næsten-50, der har sit liv fuldstændig under kontrol.
“Jeg gik da og troede, at når jeg nåede hertil i livet, så havde jeg styr på mit shit. Jeg havde en forventning om, at jeg var faldet mere til ro. Så står jeg pludselig her midt i livet og kan erkende, at det er jeg ikke. Jeg kan jo se, at hver gang, jeg er blevet klog på noget, så kommer jeg i tvivl. Men det er fordi, jeg stadig er nysgerrig og har en undrende tilgang til tilværelsen. Jeg synes ikke, at livet giver sig selv, og det er måske heller ikke meningen. Derfor prøver jeg at vende tingene lidt på hovedet og se det omvendt. Jeg ser jo tit folk i 30'erne lukke helt ned, som om de er færdige med livet, så de gør bare de samme ting, som de altid har gjort igen og igen,“ forklarer Lars Hjortshøj.
Med de ord popper George Santayanas ord igen op i bevidstheden. Fanatisme har mange ansigter, og når man bare lader livet løbe ud, uden at opsætte nye perspektiver, så har man i høj grad glemt sit mål. Det er komikeren ikke parat til, selv om et halvt århundreede snart kan spores tilbage til fødselsåret 1967.
Der er nemlig en mening med tvivlen. Det handler om at lade tvivlen komme til gode. Lade tvivlen opsætte et stort spørgsmålstegn på hvordan, livet anskues, så man ikke glemmer sine mål i livet.
“De mennesker, som ikke formår at vende tingene på hovedet, er også ofte dem, som fordømmer andre, fordi det er så bekvemt at sige, tingene er sådan her. Men hvis man tror blindt på et eller andet, så er det jo fanatisme, og det er bare dumt. Det modsatte af tro må være tvivl, men tvivlen er jo god, fordi den kan være med til at styrke troen,” funderer Lars Hjortshøj

Tvivlen på ægteskabet

“Det er jo minimale ting, der kan rykke på ens opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen. Det kan være de helt små ting, som at køre en anden vej hjem fra arbejde. Ja, det lyder sgu lidt hippie-agtigt, det kan jeg godt høre, når jeg selv siger det, men jeg tror det er de små øjeblikke, der kan ændre tingene, fortsætter han, og når på den måde frem til tvivlen på et forhold gennem 20 år.
“Jeg kan da sagtens være i tvivl, om jeg skal være i det her ægteskab efter 20 år sammen, men når jeg tvivler, så tænker jeg jo også automatisk over tingene, og så kan jeg se, at jeg faktisk har et ret fantastisk ægteskab. Hvis man kun hyldede troen, så ville der aldrig ske noget. Jeg synes, man skal forfølge tvivlen. Når nogen siger til mig, 'at sådan er det bare', så bliver jeg Lars fem år. Virkeligheden er jo bare mere nuanceret end det, men det andet er bekvemt, fordi vi vil så gerne have styr på livets kaos.
Er du ude på en mission?

“Nej, det var noget, jeg gjorde, da jeg var ung. Jeg går ikke rundt og tror, at jeg kan redde verden. Der kan jeg anbefale DR2. Hvis folk har haft en god og forhåbentlig pissesjov aften, så er jeg glad. Hvis man ovenikøbet går hjem fra et show og har fået noget at tænke over, så synes jeg, det er glimrende,” uddyber komikeren.
Men bliver du aldrig sort/hvid, når du ser på verden?

“Jo, for fanden. Jeg er da også tit ved at falde i den gryde. Jeg kan da tit høre mig selv sige 'fordi far siger det', hvis mine børn spørger, om hvorfor de skal gøre et eller andet. Men så har man jo bare allerede tabt den diskussion, hvis det er det bedste man kan finde på,” konstaterer Lars Hjortshøj, mens han grinende beretter om, hvordan han i netop faderrollen har set et helt nyt perspektiv.
“Mine børn har altid plaget om at få en hund, og nu er de efterhånden så store, at den måske først kommer, når de er flyttet ud af matriklen. Det er sgu da morsomt. De skal ikke tro, de er noget, så når man viser dem, at de kan erstattes med et dyr, så piller det nok lidt ved deres selvopfattelse.”