Uhyggen breder sig i Vejle
Til oktober slår Dystopia Haunted House igen dørene op til en ordentlig omgang gys på Spinderigade - kig forbi hvis du tør
I weekenden var der generalprøve i Dystopia Haunted House, der til oktober igen åbner dørene for alle, der tør bevæge sig rundt i det 'hjemsøgte' hus, som en mindre hær på omkring 150 amatørskuespillere, teknikere, sminkører og instruktører vil forsøge at gøre så uhyggeligt som muligt. Dine sanser vil blive udfordret maksimalt og som besøgende vil man blive forskrækket, forundret og chokeret, når man i små grupper skal bevæge sig rundt i specialdesignede rum og kulisser, som er hjem for zombier, kultister, monstre, kryb og andre frygtindgydende væsener.
LÆS OGSÅ: Horrorløb - zombierne kommer til festival
Mere plads til uhygge
Ud over sidste års 1.100 kvm. store industribygning har Dystopia i år taget endnu en bygning i brug (Kedelbygningen) og derved fordoblet oplevelsens areal og rutens længde
”I år spiller vi meget mere på de besøgendes sanser og har haft dobbelt så lang tid til at opbygge det hele. De besøgende kan derfor forvente en endnu vildere og mere gennemført performance end sidste år,” siger Steffen Kousgaard, som sammen med Tommy Salholt, Nick Hadsund og Jonas Bøgh Pedersen er koordinatorer bag Dystopia.