Du er rimelig svær at forstå

Karen Mortensen sendte mig en udfordring. Hun ville se mig på dansegulvet til ballet.
Ballet, tænkte jeg. Er det ikke noget for prinsesser. Noget for spinkle kvinder og Nikolaj Hübbe?
Men nu står jeg her. Spændt; i krop og i sind. Til ballet i Dansequilibrium i Vejle.

Ballet for begyndere

Vi står på en række. Mig og 15 piger. Jeg placerer mig i den ene ende af barren. Bagerst, så jeg kan efterligne de andre.
Karen går hen til anlægget og starter den klassiske musik. Vi laver den første øvelse.
Jeg holder fast i barren med den ene hånd. Ved ikke, hvad jeg skal gøre med den anden.
Jeg strækker benet, så højt jeg kan. Får knæet til navlen, skinnebenet til hoften. Jeg ligner en playmobilfigur, men med modsatte udtryk i ansigtet. Det gør nas det her.
Jeg kigger over skulderen. Får øje på en anden dreng, der står elegant med armene i en halv cirkel og holder benet langs øret. Han ligner en actionfigur, og at han hygger sig med det. Hvordan gør han?
LÆS OGSÅ: Pole fitness er smidighed - ikke stive stænger

Geppettos tråde

Drengen smiler i hele ansigtet. Det samme gør Karen. Hun underviser på ottende år i danseklubben, der blev grundlagt i 1989. Et sted, hvor alle er velkomne uanset niveau og ambition.
Dem er vi også samlet til ballet i dag. Der er en 13-årig pige, der har danset siden, hun var tre. Der er en 20-årig dreng, der har danset i tre år.
Jeg danser for første gang, og det er svært. Svært, at koordinere hele kroppen i yndefulde bevægelser, når det føles som om, Geppetto hiver i mig. Ja, den italienske dukkemager, der snittede Pinocchio. Han trækker i trådene. Hiver højre arm op, venstre til siden. Og så pludselig omvendt.

Spejl på væggen der

Spejlene hænger fra gulv til loft på to ud af fire vægge i dansestudiet.
Jeg ser Karen svæve over gulvet sammen med de andre.
“En, to, tre, fire,” siger hun, og de danser i takt med musikken.
De bruger gulvet som en legeplads. Svæver som femten gange Klokkeblomst, der vifter om sig med tryllestøv. Elegant ser det ud. Jeg ser min lange krop, der halser efter de små spirrevipper. Min ranglede krop, der skriger på en smule musikalitet.
Jeg forsøger at følge med. Kigger på de hurtige fødder i de hvide balletsko, men kigger så på mine egne. Fødder. De står nærmest stille i forhold til. Tempoet er højt, og mens de andre adlyder, når Karen råber franske fremmedord, så klør jeg mig selv i håret. Tænker:
”Sagde hun lige fondue og Chardonnay?”
Jeg forstår det ikke. Det, de andre reagerer på med dansetrin, bliver jeg lækkersulten af.
Snakker hun pludselig om mad og vin midt i ballettimen?

Adieu ballet

Ballet tog sin form i Frankrig. Landet for stil, mode og etikette.
Og jeg forsøger at vise fransk elegance, som jeg danser hen over gulvet. Strækker fødderne og skubber skødet frem for at stå på spidsen af mine tæer. Men jeg er ikke Klokkeblomst.
Jeg har lyst til at synge, at der er ingen bånd, der binder mig, men sandheden er en anden. Mine bevægelser styres som et marionetdukke.
“Ballet er smidighed, styrke og musikalitet i en god blanding,” siger Karen.
Hun har ret. Det kræver smidighed at strække benet som en actionfigur, styrke at bevare det oppe og musikalitet at få resten af kroppen til at spille med. Og det er det svære; at få kroppen til at koordinere alt det i højt tempo. Men ballet er også mere end det.
Det er ikke bare spinkle kvinder og Nikolaj Hübbe, som jeg troede inden. For nu har jeg stået her. På dansegulvet i Dansequilibrium i Vejle. Og ballet? Det er også franskkundskaber, og det er svært. Adieu.