En time i helvede hos Budz Boot Camp

Jeg sætter mig på trappen. Må have en puster. Puster ind, puster ud. Forsøger at strække i venstre læg, der er grunden til, at jeg sidder her. Sidder på trappen på anden sal i min lejlighedsopgang.
Jeg har fået krampe. Og jeg bor på fjerde.
LÆS OGSÅ: Bonjour ballet: Du er rimelig svær at forstå

1 time tidligere

Lad mig skrue uret en time tilbage:
Det er mørkt og overskyet udenfor. Vinden rusker i træerne, og regnen falder kraftigt fra de rå skyer. Det er onsdag i oktober. Klokken er nogle minutter over otte, og jeg står og løfter tunge sandsække i en lagerhal i Vejle.
“Kom så. Hold tre i midten. Tyve frøer med hop og tyve jumping jacks.”
Det er Egill, der kommanderer. Træneren og manden, der i 2013 åbnede Budz Boot Camp i Vejle. Militærinspireret træning, der har sin oprindelse fra Island som Egill selv. 60 minutters intensiv træning, hvor pause er et fy-ord og vand er for tøsedrenge.
Vi spurter fra væg til væg, går bjørnegang, løfter sandsække og tager utallige armbøjninger.
Egill prikker mig på skulderen.
“Hvis du får det dårligt, så sig til i god tid, så har jeg noget druesukker, du kan få.”
Jeg smiler til ham. Siger noget i retning af 'helt sikkert' og tænker, at det får jeg da aldrig brug for.
20 minutter senere hører jeg de andre råbe:
“Kom nu, Jonas. Det er ikke ballet det her.”
Jeg er færdig.
“Overcooked,” ville Gordon Ramsay sige. Hovedet hænger ved knæene, armene ved anklerne. Syren i benene er erstattet af cement.
“Shut up legs,” råber jeg til dem.
Præcis som den tidligere tyske cykelrytter Jens Voigt råbte til sine ben, når de gjorde brok over de franske alper. Men lige lidt hjælper det. Jeg må bide i det sure æble.
Prikker Egill på skulderen. Siger:
“Det der druesukker...”

Budz for buddies

Budz står for buddies. Altså makkere. Der dyrkes en kultur, hvor man presser sig selv til det yderste, men hvor kærligheden ikke er længere væk end en opmuntrende kommentar fra din makker.
“Kom nu, Jonas. Du kan godt,” siger de til mig.
Jeg begynder at tvivle. Mine ben ryster som forfrosne hundehvalpe. Mine lægmuskler stivner som cement. Varmen trykker under håret, sveden nærmer sig øjnene.
Egill holder øje. Sørger for at jeg udfører mine øvelser korrekt. Ret ryg og helt ned med røven. Det spænder så vildt i lår og læg.
Vi træner i rustikke omgivelser. Grønne vægge danner rammen, mens opmuntrende og provokerende slogans fylder rammen ud.
“Hagen over!” står der, når jeg forsøger at løfte min kropsvægt over ribberne.
Jeg er rød i hovedet og grøn af misundelse. På de der formår at smile sig gennem disse øvelser. De, der ikke lader sig påvirke af oktobervejret, morgenstunden og de fysiske prøvelser, men bare løfter hagen over ribben med et smil.

1 time senere

Jeg har det som vejret. Tungt. Solen burde være fremme nu, men den gemmer sig bag de massive skyer.
Budz er en autentisk træningsform, ægte og rå. Det er fysisk hårdt, men psykisk hårdere. At vide, at det er 60 minutters træning uden pause. Vide, at der kun er gået 22, og du allerede er ved at gå sukkerkold.
Men det er også det fede ved Budz. Du kan overvinde dig selv og lukke munden på din indre musestemmer, der piver som vinden i oktobervejret.

Tilbage i opgangen

Jeg sidder stadig på trappen i min lejlighedsopgang. Anden sal, to mere til sengen på fjerde. Jeg må overvinde mig selv, præcis som jeg gjorde til Budz. Det her er ikke de franske alper, men 24 trin. Så jeg råber til mine ben:
“Shut up legs!”
Og går de sidste trin til fjerde etage.