”Det var svært at få det sagt”
15-årige Emily Winther Kristensen fra Varde tog mod til sig, og fik fortalt hele skolen om sin sygdom
Fire år er gået siden Emily første gang fik kontant afregning af en klassekammerat i 5. klasse på Alslev Skole.
”Du er fed, grim og jordens tykkeste. Jeg håber, at du dør, for så vil jeg hoppe på dit gravsted,” sagde han. Og det blev ikke kun sagt en gang.
”Langsomt begyndte det at blive værre, og jeg ved, at det var meget hårdt for mine medmennesker at se mig være så ødelagt og knust indeni, og det var specielt hårdt for mig selv og hele min familie,” fortæller hun.
”Jeg begyndte derfor hos en skolepsykolog, men det hjalp slet ikke på nogen måde. Jeg fik det bare ringere og ringere.”
”Det blev ved og ved og til sidst måtte jeg skifte skole,” fortæller Emily om den svære tid, hvor hun holdt det hele inden i sig selv.
I efterårsferien i 6. klasse skiftede hun derfor til Lykkesgårdskolen i Varde.
”Det hjalp i starten at flytte skole, men desværre fortsatte det med at gå ned af bakke,” fortæller hun.
Selvtilliden var væk Emily trak sig mere og mere ind i sig selv.
Tre indlæggelser
Otte dage før juleaften sidste år havde Emily det så skidt, at hun blev indlagt på børnepsykiatrisk hospital i Esbjerg.
”Mine tanker var blevet så slemme, at jeg var nødt til det og jeg var der til starten af januar,” fortæller Emily.
”Jeg gik meget alene på skolen og var indelukket. Samtidig var jeg begyndt at skære i mig selv og da jeg kun gik i langærmede bluser, var der ingen, der opdagede det,” fortæller Emily som også var begyndt at få alvorlige selvmordstanker. Derfor blev hun allerede to uger senere indlagt igen.
Det hele kulminerede så tredje gang i april, hvor Emily igen blev indlagt på børnepsykiatrisk afdeling. Denne gang frem til juli måned.
Efterskolen
Den 9. august startede Emily på Brejninggaard Efterskole.
”Jeg håbede på en ny begyndelse og var rigtig spændt på, hvad der skulle ske. De første uger var rigtig hårde, for jeg havde utrolig meget hjemve og savnede hele min familie og jeg følte, jeg var blevet tvunget på efterskolen, men det var jeg jo ikke, for det var jo frivilligt.
”I dag har jeg det stadig utrolig dårligt med mig selv og er på medicin, men jeg vil virkelig kæmpe, for det skal jeg. Det er ikke sjovt at have det, som jeg har det, så jeg vil have det bedre,” fortæller Emily, som for nylig tog mod til sig på efterskolen.
”Ja, jeg er faktisk stolt over mig selv. Stolt over, at jeg stod foran alle elever og lærere på skolen og fortalte om, hvordan jeg havde det og hvordan jeg havde haft det.
”De andre havde jo lagt mærke til de mange ar jeg har på arme og ben efter at have skåret i mig selv og så kunne jeg lige så godt fortælle det.
“Samme aften spillede jeg keyboard og sang for til et forældrearrangement på efterskolen og det blev modtaget med bifald,” fortæller hun stolt.
Emily holder sygdommen nede med en halv pille dagligt mod depression. Samtidig får hun to sovepiller for at kunne falde i søvn og sove roligt om natten.
”På grund af det lave selvværd har jeg også fået Tourettes syndrom og derfor får jeg to piller dagligt mod tics. Endelig får jeg magnesium piller som hjælper mod spændingerne.
Vil være rask
Den sportsglade pige var tidligere en dygtig målmand og var inde over DBU. På grund af sygdommen, har fodbolden det seneste år været lagt på hylden. Nu gælder det nemlig om at blive rask.
”Mit formål med at stå frem er, at hvis du har det svært med dig selv, så skal du tænke, at der kun er én af dig. Du er helt unik. Du skal elske dig selv, for den du er, også selvom der er noget, du er utilfreds med, for ingen er perfekte.
Jeg håber virkelig snart, at jeg kan fortrænge de negative tanker og begynde at få det bedre, for jeg vil så gerne uddanne mig til fysioterapeut efter 9. klasse,” fortæller hun.
Samtidig håber Emiliy også, at andre forældre vil lære af dette:
”Jeg håber, at forældre vil holde øje med forandringer hos deres børn. Hvis de ændrer adfærd og lukker sig inde i sig selv, kunne det tyde på, at der er noget galt. Samtidig opfordrer jeg forældre til at holde øje med deres børns sprogbrug over for andre.
”Nu har jeg i hvert fald fortalt min historie og for mig er det en form for terapi,” slutter Emily Winther Kristensen.