Fortsæt til indhold

Danbolig i Give kan fejre stort Jubilæum

Susanne Sandholm åbnede Danbolig Give for 20 år siden. Reception torsdag

Arkiv
Jørgen Flindt

Det var tilfældighederne, der bragte fynboen Susanne Sandholm til Give for 20 år siden. Og så ikke helt alligevel.
For hun var ansat i Nykredit i Vejle, men drømte om at blive selvstændig ejendomsmægler, og da hendes kollega Egon Tavsen var med i de planer, blev det Give.
“Det blev Danbolig, fordi det er en fri kæde, hvor vi er små selvstændige individer, der samarbejder. Og da Egon så kendte Gud og hver mand i Give, fordi han var vurderingsinspektør i Give og omegn, jamen så blev det Give,” siger hun og smiler.
Det blev starten til indtil videre 20 rigtig gode år. I starten i meget små lokaler i Østergade, siden på Vimmelskaftet og nu i Torvegade.
“Jeg er meget glad for Give, og selvom der har været op og nedture, som der nu er i alle brancher, så har det været 20 meget gode år.”
Hun er for nylig blevet formand for Give Handelsstandsforening, og det hverv er hun også glad for at have.
“Jeg vil gerne være med til at sætte præg på byen og bidrage til dens udvikling. Det er en dejlig og god by, og det har den været i alle år,” siger hun.
Jubilæet markeres med reception klokken 15-17 torsdag den 1. oktober hos Danbolig Give.