Fortsæt til indhold

20-årig truede sin far

Arkiv
Af Lars Saugbjerg

Onsdag eftermiddag ringede en 20-årig mand fra Sjælland til sin far i Fredericia. Han truede ham over telefonen, hvorefter han kørte til Fredericia.
“Vi eftersøgte ham, og klokken 18 blev han anholdt på Fredericia Banegård. Under anholdelsen truede han politiet på livet,” oplyser Lokalpolitiet Fredericia.
Den 20-årige har tidligere truet sin far, og er kendt for lignende forhold: Trusler og vold i forskellige byer. Han skulle i den forbindelse stille i retten den 19. oktober.
“Nu samler vi alle de volds- og trusselsforhold, der er på den mistænkte, og fremstiller ham i grundlovsforhør i dag,” oplyser politiet.
Efter anholdelsen på Fredericia Banegård skulle den 20-årige transporteres til Vejle. Under transporten tog han fat i betjentene. En af dem fik overfladiske skrammer.