Fortsæt til indhold

Indvielse og træplantning

- på Køge Fælles Jord lørdag den 17. oktober

Arkiv
Arkiv

KØGE: Det Grønne Hus i Køge inviterer lørdag den 17. oktober alle interesserede til at Være med til indvielsen af Køge Fælles Jord. Der er træplantning Kl. 10-16.
Det bliver en god gammeldags høstfest, hvor du kan være med til at grave kartofler op og lave kartoffel suppe over bål. I den anden ende af jordstykket vil der være fuld gang i le slåning og træplantning, det er nemlig nu, at træerne til madskoven skal plantes.
Køge Fælles Jord har i Det Grønne Hus de sidste mange måneder arbejdet på designet af en madskov, hvor designet følger permakulturteorien, om at den mest bæredygtig måde, at producere mad på, er, at få meget af sin mad fra træerne.
Madskoven - også kaldet en skovhave - efterligner en ung skov med 6-7 forskellige plantelag - kronlaget, busklaget, bunddække, rødder etc. - hvor alle disse lag, så vidt mulig producerer mad.
- Derfor vil der på Køge Fælles Jord blive plantet en masse frugttræer, kvælstoffikserende træer, nøddebuske, nøddetræer, bærbuske, flerårige grøntsager etc., som en demonstration af madskovens principper. Ideen er, at vi på Køge Fælles Jord eksperimenterer med madskovsteorien og hermed lærer mere og mere om denne nye bæredygtige strategi. På sigt kan det tænkes, at madskoven bliver en erstatning for det landbrug, vi har i dag. Der er brug for at eksperimentere med nye bæredygtige strategier inden for vores produktion af mad. Der er brug for strategier, som ikke udpiner jorden og som hænger sammen både bæredygtigt og økonomisk, fortæller naturvejleder Marianne Mark.
Når du har plantet et træ eller to, så får du en velfortjent portion kartoffelsuppe eller en vegge hotdog med tjørne ketchup og hjemmerørt sennep i Grøntsagshaven. Veggepølserne er gulerødder, som er marineret og røget. Du kan også prøve at slå med le, der er græs nok at slå og der vil være folk til stede, som kan vise dig hvordan.
- Vi glæder os til, at se så mange som muligt, så vi alle kan hjælpe med at plante træer til en bæredygtig fremtid. Høstfestdelen er lavet i samarbejde med Køge Økologiske Fødevare Fællesskab, siger Marianne Mark.
Det hele sker udenfor i den smukke natur på Egøjevej 114 C, 1,5 km syd for Køge Station.
Jorden har her fået lov til at ligge i mange år uden at blive intensivt dyrket og det kan mærkes. Der er et helt særlig dyreliv og energi på stedet, som du ikke finder på de omkring liggende intensivt dyrkede marker.
Du vil på dagen også kunne få mere information om tankerne bag og planerne med Køge Fælles Jord.
pm