Renseanlæg nedlægges
Farre Renseanlæg er ved at være fortid. Nedlæggelse skal være færdig i november
Som et led i Vejle Spildevands strategi om at nedlægge kommunens små renseanlæg og samle al rensning på fire større og mere driftssikre værker, har man nu påbegyndt nedlæggelsen af Farre Renseanlæg.
Regn- og spildevand ledes fremover til Give, hvilket giver en årlig besparelse på mere end 800.000 kroner, lyder det i en pressemeddelelse.
Hos Vejle Spildevand har man længe vidst, at Farre Renseanlæg stod overfor en større og bekostelig renovering. Anlægget er fra 1974 og udvidet i 1985, og man havde derfor valget enten at renovere anlægget eller nedlægge det og udnytte, at der allerede er etableret pumpe og trykledning til Give Renseanlæg.
Danpo
Pumpestation og trykledning blev etableret, da Farre Renseanlæg tilbage i 1992 ikke længere havde kapacitet til at 'rense' spildevandet fra Danpo-slagteriet, og man derfor måtte håndtere en del af rensningen andetsteds.
“Farre Renseanlæg har siden dengang og frem til i dag kun renset vand fra Farre by samt halvdelen af spildevandsmængden fra Danpo, mens spildevand fra byerne Riis, Givskud, Tofthøj, Gadbjerg og Lindeballe samt den sidste halvdel fra Danpo er blevet ledt til Give. Ved kraftig nedbør har man også ledt vand fra sidstnævnte gruppe til Farre, og i de tilfælde hvor kapaciteten her også var brugt op, er der sket overløb til Farre Bæk via overløbsbygværk på Farre Renseanlæg”, forklarer Ole Dregaard, der er projektleder ved Plan og Anlæg hos Vejle Spildevand.
Nedlæggelsen af anlægget i Farre tager cirka to måneder og forventes afsluttet ultimo november.