Forfatter Ulrik Gräs afsøger virkelighedens kroge

Han har prøvet det, de færreste kommer til at opleve.
At læse om sin egen død. Det skete i 2002, hvor Den Store Danske Encyklopædi skrev, at Ulrik Gräs var død året forinden.
Men Ulrik Gräs tog det hele med et smil, for hvad kan man ellers gøre i den virkelighed, vi alle omgives af, men som ikke opfattes ens. Virkeligheden.
Den er en størrelse, der alle dage har fascineret forfatteren, som har dybe rødder ned i Vejles muld. Fra barndommen i Svendsgade, skoletiden på Nyboesgade Skole og senere Kirstine Seligmanns, over ungdommens arbejde som journalist på Vejle Amts Avis til nutidens bøger skrevet i huset i ådalen mellem Randbøl og Tørskind.
“Ligesom da man var barn og spillede bold opad plankeværket og gentog øvelserne for at blive supergod til en ting, så er virkeligheden det plankeværk, jeg som forfatter vælge at spille bolden opad. Det at drible rundt med virkeligheden og finde nye åbninger. Dermed bliver virkeligheden mere virkelig end virkeligheden. Den må heller ikke være statisk, lullet i søvn og døende. Virkeligheden er en porøs ting, hvor der ligger andre ting bag, end det man lige ser,” siger han og tager en slurk af den varme kaffe.
Vi sidder på en kaffebar med udsigt til Vejles Rådhustorv. Lige midt i den by han om nogen har beskrevet. Nok mere end nogen anden forfatter.
Gennem hele Ulriks forfatterskab har Vejle ligget hans hjerte tæt. Ikke at alt foregår i Vejle, men ofte gør det, og især Vestbyen og Midtbyen kan nemt genkendes i bøgerne.
“Vejle er min virkelighed og er et vadested, hvor mine personer mødes i et krydsfelt. Både de rendyrket opdigtede, de rigtige og dem som er en blanding af fantasi og virkelighed. Det er i Vejle, at vejene krydses,” siger han.
Og faktum er også, at Ulrik Gräs idéer ofte finder en katalysator i virkelige hændelser, som får en ny virkelighed i bøgerne. Forfatterens litterære bud på hvad der ligger bag en historie.
“Hvad er virkelighed? Nu sidder vi her og kigger ud på torvet, men den virkelighed der finder sted lige derude i regnen, opleves forskelligt. Jeg er en slags akumulator, der lagrer alle indtryk, og så skal de ud igen. Det sker via mine bøger, så når jeg er færdig med en bog, er jeg helt færdig. Energien er brugt,” siger han.

Kontraster

Torsdag fylder han 75 år. En ny novellesamling er kommet på gaden. Den hedder 'Uparfumeret'. Det er også 50 år siden, den første bog kom på gaden med Ulrik Gräs navn på ryggen.
Jovist, der er nok at milepæle i denne tid.
Det har været 75 år fyldt med kontraster. Han var ordblind, men blev forfatter.
Han boede som dreng i arbejderbydelen Vestbyen, men var egentligt ikke fra arbejderklassen. For faderen og moderen var selvstændige. De solgte smykker, og derfor var Ulriks historie ikke lig de drenge, han spillede bold i gaden med.
Som 17-årig kom han i lære som journalist på det konservative blad, Vejle Amts Avis. Selv var han dog venstreorienteret ind til benene og blev en hippietype, som han selv siger, men han blev som teenager gift med sporskifterens datter, der var datter af formanden for De Konservative i Vejle.
Siden bliver han sømand i halvandet år efterfulgt af en stilling som redaktør på Vejle Amts Folkeblad.
Han er blevet gift to gange mere. Senest med Karen, som han i nu snart 40 år har delt hus og hjem med. De bor yderst smukt i Vejle Ådal med skov og marker ligeuden for forfatterværkstedets vinduer.

Hybrid

Selv er nu også en hybrid. Det kalder han i hvert fald sig selv.
“Jeg er et menneske og en forfatter, som smelter sammen. Hvad angår mit arbejde er jeg også en hybrid mellem to retninger. Æstetisk er jeg en kunstner, og jeg skriver jo skønlitterærer værker, men jeg tænker journalistisk i min tilgang. Jeg gør brug af journalistens måde at kigge på skakbrættet og tænke over mulighederne,” siger han.

Ordblind

At det skulle ende med en lang karriere som forfatter og journalist lå ingenlunde i kortet.
“Jeg var ordblind, og det var et problem på Nyboesgade Skole. Jeg blev vel nærmest betegnet som en sinke, og jeg kunne i hvert fald ikke leve op til mine forældres forventninger til mig,” siger han.
Men trods sin ordblindhed faldt han med et brag for sproget.
“Jeg har på en måde altid læst og læst. Selv i de første år på Nyboesgade Skole, hvor jeg ikke kunne læse, og hvor lærerne overhovedet ikke forstod min ordblindhed, var der en skolebibliotekar, Harald Stougaard, der læste op fra svenske forfattere. Og det indfangende mig. Sproget begyndte der, og har været der siden. På den måde har jeg altid været meget litterær. “
Ordblindheden forsvandt, da Ulrik som 12-årig skiftede skole til Kirstine Seligmann. Her var han ikke en sinke, men bare et barn, der var ordblind. Her lærte han at læse. Og skrive.
Og resten er historie. Virkelighedens historie.