Storegade 71 forarger
En ejendom har i snart meget lang tid henligget i en tilstand, der minder om en ruin
Bevaringsforeningen er godt og grundig træt af ejendommen i Storegade 71, der i snart meget lang tid har henligget i en tilstand, der minder om en ruin.
Bevaringsfonden arvede ejendommen efter deres mangeårige medlem Erik Hansen, der afgik ved døden i foråret 2012.
"Vi satte ejendommen til salg sidst på året i 2012 med udtrykkelig anmærkning om den på ejendommen hvilende bevarende lokalplan, der har til formål at sikre ejendommens ydre fremtræden mod uheldige overgreb," fortæller formanden for bevaringsforeningen, Ib Ebbesen.
"Ejendommen erhvervedes pr. 1. september 2013 af Moberg Byg ApS i Billum, og – ment som en ekstra gestus – bevilgede vi køberen otte arkitekttimer som en hjælp til at lede ham på rette vej med renoveringen. Disse arkitekttimer anvendtes af køber til at få affattet en ansøgning om byggetilladelse til den nødvendige istandsættelse," tilføjer han.
Køberen fulgte dog ikke planerne for den ”nødvendige istandsættelse”, men fjernede tagkonstruktionen og væltede en stor del af ydermurene, idet han mente at der var svamp og andre dårligdomme i bygningsdelene.
Politianmeldelse
I lang tid stod mindre dele af facademuren mod Storegade med risiko for at vælte ud på gaden til fare for fodgængere og andre trafikanter, og efter forhandlinger med byggemyndigheden opnåede køberen i første del af 2014 dispensation til at nedrive de resterende dele, mod en forpligtelse til at genopføre en tilsvarende bygning, men køberen blev samtidig anmeldt til politiet for overtrædelse af bestemmelserne i den bevarende lokalplan for ulovlig påbegyndelse af nedrivning.
"Bevaringsforeningen har forgæves gentagne gange søgt oplysning om denne sags stilling, bl.a. søgt om aktindsigt, hvilket vi blev nægtet, men medio september blev vi fra Varde Kommune orienteret om, at sagen var blevet afgjort i marts måned 2015 med en bødestraf på 20.000 kr," fortæller Ib Ebbesen.
Vi havde frygtet en sådan afgørelse, men håbet på en bøde af størrelsesorden som var noget mere mærkbar af hensyn til fremtidige tilsvarende sager. Det ligger snublende nær at konkludere, at for en bøde af den aktuelle størrelse er det ingen sag at købe tilgivelse for at se stort på den bevarende lokalplans bestemmelser," tilføjer han.
Lokalavisen har forsøgt at få en kommentar fra Moberg Byg ApS, men indehaver Jimi Moberg er ikke vendt tilbage.