De ansvarliges festdag i Spektrum
CSR Awards hyldede landets mest samfundsansvarlige virksomheder til stort show med oplæg og prisuddelinger
I sidste uge blev der afholdt CSR Awards i Spektrum.
Dagen var en festdag for de virksomheder, der har gjort det til en del af deres DNA at tage samfundsansvar herunder at producere deres produkter så miljørigtigt som muligt samtidig med, at de går op i de etiske og sociale aspekter forbundet med at være en stor virksomhed.
Udover et stort prisshow, hvor der blev uddelt otte priser, var dagen pakket med oplæg fra diverse talere.
Heriblandt var administrerende direktør for Lego, Jørgen Vig Knudstorp, der fra talerstolen bad de fremmødte om at bygge en Lego-and med de Lego-klodser, der forinden var blevet delt rundt i salen.
Det kom der rigtig mange forskellige ænder ud af - der er mange svar på det samme spørgsmål - men mere vigtig var pointen, at opgaven blev løst gennem leg
Og ligesom legen er CSR en vigtig del af Legos måde at være på.
“CSR er ikke noget, man gør bagefter. Det er en del af virksomhedens daglige arbejde,” forklarede Jørgen Vig Knudstorp efter sit oplæg.
Legos samfundsansvar ses blandt andet i nye mere bæredygtige Lego-klodser, fokus på vedvarende energi og fokus på medarbejdernes fravær.
“Vi har skudt tre milliarder kroner ind i en vindmøllepark ud for den nordtyske kyst, som bliver åbnet på fredag,” sagde Jørgen Vig Knudstorp og fortalte videre, at CSR også handler om medarbejderne.
“De sidste fem år er antallet af arbejdsskader med fravær faldet med 40 procent.”
Vejles borgmester, der også holdt oplæg i Spektrum, sagde om Lego-chefens oplæg og CSR Awards generelt.
“Det er meget inspirerende. Han gør CSR til en daglig ting, en del af hverdagen, og det får mig til at tænke: Hold da op. Hvor er man nået langt, når man begynder at tænke sådan,” sagde Arne Sigtenbjerggaard (V).
Ansvar
Det burde være en helt naturlig ting for virksomhederne at tænke på miljøet, deres ansatte og samfundet omkring dem, mener en af aftenens hovedtalere Mo Ibrahim, der er blandt verdens mest indflydelsesrige personer og i forbindelse med CSR Awards blev tildelt en ærespris for sit arbejde.
“Hvis du ødelægger planeten, hvor skal du så lave forretning,” spørger Mo Ibrahim, der kan krediteres for den store udbredelse af mobiltelefoni i Afrika.
“Virksomheder skal ikke blive blændet af næste kvartalsregnskab. De skal sikre et bæredygtigt fundament for deres forretning og er nødt til at være en del af samfundet.”
Mo Ibrahim står bag The Mo Ibrahim Foundation, der hvert år uddeler én million dollars hvert år i fem år samt 200.000 dollars årligt resten af livet til en afrikansk statsleder, der kan bevise god regeringsførelse.
Det er her Mo Ibrahims hjerte ligger. Og god regeringsdannelse er ikke kun en udfordring i de afrikanske lande.
“God regeringsførelse er essentielt for alle lande og byer. Det handler om, at de ansvarlige på den bedst mulige måde skal varetage emner som infrastruktur, menneskerettigheder, uddannelse og være gennemsigtige og fri for korruption,” siger Mo Ibrahim, der generelt er positive, når det gælder virksomhedernes fokus på at tage ansvar for samfundet omkring sig.