Hulahoppen fejret med sang og vandkanoner
Institutionen med adresse i Vojens holdt et brag af en fødselsdagsfest
Vandraketterne fløj højt til vejrs på Hulahoppen's boldbane, da Vojens-institutionen fejrede et års fødselsdag.
“Sikkerheden var i top med beskyttelsesbriller og afskærmning, så hverken små eller store var i fare. Alle børn fik lov at affyre deres helt egen vandraket, som de forinden havde pyntet i børnehaven op til fødselsdagen.,” fortæller Anja Antonius, der er næstformand, Hulahoppen .
Fødselsdagen blev fejret med maner i det skønne sensommer solskin. Forældre, børn og søskende havde picnictæppe og aftensmad med, og der var ren hygge overalt på legepladsen.
Hulahoppen's venner havde arrangeret lykkehjul, samt et centimetermaraton, så der blev løbet i pendulfart rundt om børnehaven. For hver runde børnene nåede, havde forældre eller bedsteforældre sponsoreret penge til Hulahoppen's venner, så de kan få nogle ekstra sjove oplevelser i hverdagen i form af teater, udflugter og lignende.
“Der var vist nok nogle bedsteforældre og forældre, der blev overrasket over, hvor mange gange deres børn og børnebørn kunne løbe rundt. Så det resulterede i et fornuftigt beløb til oplevelser,” slutter næstformanden.