Få overblik over byggeprojekternes udbud
Fyraftensmøde hos Køge Erhvervsservice onsdag den 21. oktober
KØGE: Virksomheder som ønsker at holde sig opdateret om bygge- og anlægsprojekterne i Køge kommune inviteres til fyraftensmøde hos BYGMED. Aftenens emne er Parabyg, og hvordan systemet giver overblikket over aktuelle og kommende udbud. Mødet finder sted onsdag den 21. oktober.
Med Køge kommunes mange bygge- og anlægsprojekter følger et stort udvalg af opgaver, men hvordan sikrer virksomhederne sig oplysninger om udbuddene, og hvor finder de dem? BYGMED har inviteret salgschef Karin Johnsen fra CRM-Byggefakta A/S, som kommer for at introducere deltagerne til Parabyg.
Parabyg er en projektdatabase, der leverer opdaterede projektinformationer på alle stadier af byggeriets faser. På mødet vil salgschef Karin Johnsen forklare, hvad Parabyg går ud på, og hvordan man som medlem af BYGMED har mulighed for at få tilsendt informationer om relevante byggeprojekter.
Deltagerne kommer rundt om systemets funktioner og får et godt indblik i, hvilke muligheder man som bruger har med Parabyg. Som bruger kan man for eksempel let komme i kontakt med projekternes nøglepersoner, træffe aftaler og planlægge en tilbudsgivning.
Fyraftensmødet afholdes onsdag den 21. oktober fra kl. 16.00–18.30 hos Køge Erhvervsservice på Galoche Allé 15 1. sal i Køge.
Det er gratis at deltage, men kræver en tilmelding på www.koegeerhvervsservice.dk under Kalenderoversigt.
pm