Nanny V viste nye tendenser frem
En lækker, lang strik, et par jeans med fede detaljer, en blondebluse og en poncho.
Med det i skabet vil du være godt med på moden dette efterår - i hvert fald hvis man skal tro forretningen Nanny V på Spangsbjerg Kirkevej.
For nogle få måneder siden overtog Susanne Rosengreen forretningen efter Henrik Vallø, der i otte år har ejet Nanny V. Hun var dog på ingen måde et nyt ansigt i forretningen, da hun i Valløs tid var butikschef. Nu har byrådspolitikeren så valgt at sælge forretningen fra til fordel for mere tid på rådhuset, og Susanne Rosengreen driver den videre.
Det gør hun tilsyneladende efter næsten samme skabelon. I sidste uge viste hun og Nanny V - traditionen tro - de nyeste modetendenser frem i Skads Forsamlingshus. Som altid var riften om billetterne så stor, at det lykkedes at fylde forsamlingshuset med 100 kvinder hele to aftener.
På catwalken var syv skønne kvinder i næsten alle aldre og størrelser. De viste blandt andet strik, ponchoer, blonde bluser og kjoler frem. Meget af det i sort, bordeaux, blå og gråt.