Fortsæt til indhold

Varde Kommune har held i tre ting

Affaldsafskaffelse, økonomisk besparelse og finmotorik blandes i en hat og er blevet en succes

Arkiv
Kim Schou

I Varde Kommune har man haft held til at kombinere tre ting:
miljøvenlig afskaffelse af computere
årlig besparelse for kommunen
mulighed for at teste finmotorik for borgere i afklaring (eksempelvis flygtninge eller sygemeldte)
"I Varde Kommune har man den politik, at udtjente computere skal skilles ad og de forskellige dele sorteres med henblik på genanvendelse," fortæller Svend Erik Sillesen, koordinator på Kompetenceteamet på Jobcenter Varde.
Et nyt samarbejde med Jobcenteret har gjort, at man i stedet for at hyre folk udefra til at tage sig af det, nu lader såkaldte 'borgere i afklaring' klare det som led i deres daglige aktiviteter på KompetenceCenteret.

Finmotorisk test

Ved hjælp af sorteringsarbejdet kan disse borgere få testet, hvor de står i forhold til finmotorik, fysisk udholdenhed, arbejdstempo osv.
"Samtidig oplever afdelingen Digitalisering & IT en årlig besparelse på ca. 20.000 kroner, fordi den nye ordning er billigere end den tidligere aftale, man ellers havde med et IT-firma.
Dermed slår man intet mindre end tre fluer med ét smæk: Man giver borgere i afklaring mulighed for at teste deres fysiske formåen, man gør noget for miljøet og man sparer penge," tilføjer Svend Erik Sillesen.
Idéen er kommet gennem et samarbejde mellem Varde Kommunes afdeling for Digitalisering & IT og Jobcenter Varde.