Museum forærer 70 pelse til Designskolen
Nationalmuseet har doneret 70 frakker, hatte og kraver af pels til Designskolen Kolding. Det skriver Designskolen i en pressemeddelelse. Pelssamlingen kommer fra en udstilling på museet og rummer alt fra fruepelse til funktionspelse og herrepelse af sæl, ræv og bison.
“Samlingen giver os en unik mulighed for at studere pelsenes konstruktion, forarbejdning og teknikker. Bundtmagerhåndværket er et uddøende håndværk i Danmark. I dag sendes skindene primært til Kina eller Grækenland, og derfor er mange teknikker med pelsen også ved at gå tabt herhjemme,” fortæller Ulla Ræbild, forsker på Designskolen Kolding, i pressemeddelelsen.
Samarbejdet betyder, at fire forskere på Designskolen aktuelt er i gang med en post doc. med hvert sit perspektiv på pelsen som bæredygtigt materiale. I efteråret starter et forskningsbaseret undervisningsforløb, Re-fur-bish, for mode- og tekstilstuderende. Design for Change er et andet forskningsbaseret forløb, der fokuserer på forbrugernes egne rutiner og dermed på at skabe en mere langtidsholdbar og balanceret modeindustri.